Sprogligt set

Hurtige parader

Indgangs- og returord er korte ytringer i form af faste vendinger, som man bruger som optakt eller kvittering ved korte, afgrænsede ordskift. Hilsener er blot lidt af det, vi i farten udveksler i det daglige.

Hvis man skal servere eller levere noget for andre, kan man sige værsågod, nu stavet værsgo. Men det er håbløst gammeldags at sige vær så artig. Hvis man modtager en tak, kan man sige selv tak eller derfor ikke (jysk). Åh, jeg beder er blevet et ret sjældent og noget påfaldende udtryk, og det er også min fornemmelse, at selv tak er blevet lidt usædvanlig.

Skal man forlade et selskab før de andre, kan man i dag for eksempel sige, at man desværre bliver nødt til at gå. I gamle dage kunne man blot sige jeg anbefaler mig. Og mon ikke om forladelse for undskyld også er tæt på at blive udrangeret? Forbløffelse kan endnu hos ældre og midaldrende udløse et du godeste. Det er lige så nedslidt som Bedstemor Ands Milde Moster!

Hej har som bekendt etableret sig som nutidens hilsejoker, men goddag holder sig – i de to velkendte hovedvarianter daw og da(g). Den mere specificerede godaften er ved at blive sjældnere. Til gengæld er der ingen ende på specifikationerne, når man ønsker den tiltalte en fortsat lykkelig eksistens med tryk på både god og det efterfølgende ord: fortsat god formiddag, fortsat god weekend, fortsat godt kursus, fortsat god hjemtur. Jeg har dog aldrig hørt nogen tilønske andre en fortsat god skoledag, fortsat lykkelig barndom, fortsat god omsætning og så videre.

Når beløb skal betales, høres nu . . . skal jeg bede om. I supermarkedet gøres regnskabet for eksempel således op: 280 kroner, skal jeg bede om! For de gamle, som faldt, er der nye overalt.

Professor Higgins