"Sprog i Bevægelse" er et spændende materiale: To store kufferter (på hjul heldigvis) til henholdsvis udskolingen og mellemtrinnet fyldt med rekvisitter og, nok så væsentligt, forslag til lege og konkurrencer, der skaber bevægelse i danskundervisningen. Kufferterne kan bruges i forskellige sammenhænge som klasseundervisning, specialundervisning, emneuger, temadage og værkstedsundervisning. Ideen, som er inspireret af teorien om læringsstile, er at kombinere danskfaglige discipliner som stavning og grammatik med bevægelse.
I kufferten til mellemtrinnet er der aktivitetsforslag, der fokuserer på stavning, blandt andet stumme bogstaver og vokalforveksling og ordklasser og deres bøjning. Desuden indeholder kufferten en masse forskellige materialer, for eksempel bolde, togskinner og sjippetove.
Materialerne i kufferten til overbygningen indeholder blandt meget andet frisbee'er, hulahopringe og bolde og aktivitetsforslag, der handler om forskellige grammatiske områder som for eksempel nutids-r, forstavelser og ejestedord.
Aktivitetsforslagene er pakket i plastikkuverter, der indeholder instruktion til den enkelte aktivitet, forslag til materialer, opdeling af elever, tidsforbrug, lærerens rolle og diverse kort med ord og sætninger. Der lægges op til, at aktiviteterne kan foregå i gymnastiksal, fællesrum eller eventuelt i klasseværelset. Jeg oplevede, at klasseværelset ikke er det bedst egnede sted, men skolens gange og andre fællesarealer kan sagtens bruges, når gymnastiksalen er optaget.
Opgaverne er relevante, og de fleste er af passende sværhedsgrad. Den 9. klasse, hvor jeg afprøvede materialet, synes dog, at nogle af opgaverne er for nemme.
Ideen med bevægelse i danskundervisningen er god. Især mellemtrinnet var glade for at røre sig og var meget positive over for ideen. Både 8. og 9. klasse var i starten lidt mere reserverede, men alle endte med at overgive sig og lege med. En elev fra specialundervisningen sagde: "Jeg kan bedre koncentrere mig, når jeg bevæger mig". Flere elever kritiserede, at man, fordi man koncentrerede sig om at vinde, glemte, hvad opgaven gik ud på - og derfor ikke lærte så meget. Heri er jeg enig. For at det ikke bare bliver en sjov leg, men at der sker en indlæring, er det vigtigt, at læreren både før og efter legen eller konkurrencen fokuserer på målet. Og måske også stopper op undervejs og repeterer den grammatiske regel, der arbejdes med.
Jeg synes, materialet er inspirerende og sjovt, og der er basis for en masse indlæring af et område, som mange elever opfatter som lidt kedeligt og trivielt. Det er en god ide, at det hele er samlet i en kuffert, og at opgaverne er markerede og samlet i mapper. Det gør det overskueligt.
Materialet kræver, at læreren bruger tid på at få et overblik over opgaverne og formålet med dem og sætter sig grundigt ind i de mange instruktioner. Og så er det ikke mindst nødvendigt, at læreren er med på ideen med bevægelse i undervisningen, for at det vil blive brugt.
Sprog i Bevægelse
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.