Specialpædagogisk praksis

Forskere sætter fokus på specialundervisningen

Der findes skoler, hvor over en fjerdedel af eleverne henvises til specialundervisning, medens andre næsten ingen henvisninger har. I gennemsnit går 12-14 procent af skolens elever på et hvilket som helst tidspunkt til specialundervisning. Der er et misforhold imellem idealet om den rummelige skole og det faktum, at stadig flere elever henvises til specialundervisning uden for klassens rammer. Skal eleverne »tilpasses« skolen igennem specialundervisning, eller skal skolen tilpasse sig eleverne igennem ændrede organisationsformer og mindre udskillelse?

Disse emner diskuteres i en bog om specialundervisning af fjorten forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet.

Niels Egelund lægger for med en interessant historisk redegørelse. Han slutter med, at begrebet specialundervisning fremover bør forbeholdes den undervisning, der er kvalitativt anderledes hvad angår både materialer, metoder og kommunikationshjælpemidler. Specialundervisning kræver en grundig undersøgelse af elevens forudsætninger og potentialer, inden den sættes i værk. Det er kun imellem to og fem procent af eleverne, der bør modtage specialundervisning. »De andre elevers særlige behov klares i den rummelige skoles almindelige differentierede undervisning«.

Jesper Holst skriver, at det i høj grad er skolens kultur, der betinger henvisningen til specialundervisning. Læreren er specialundervisningens dørvogter. Han beretter om en meget problematisk børnehaveklasse. Den fik tildelt mange resurser. Da eleverne nåede 1. klasse, meddelte den nye lærer, at det var nogle dejlige, livlige unger, der ikke havde brug for nogen form for støtte. Selvfølgelig havde støtten hjulpet, men pædagogen og læreren havde også forskellige opfattelser af eleverne.

Start eventuelt med at læse Connie Boyes og Lilian Jacobsens kapitel om rummelighed. De samler en lang række gruppers synspunkter lige fra den ti år gamle Salamanca-erklæring og børnekonventionens holdninger til inklusion af børn i almindelige skoler uanset handicap til amters og kommuners ønsker om at minimere henvisningerne ud fra sparekrav. Danmarks Lærerforening mener, at vi har en rummelig skole. Man er ganske berettiget bange for, at begrebet rummelighed kan bruges som led i besparelser.

De fleste af kapitlerne er velskrevne og letlæste. Det er vigtigt, da de lægger op til debat langt ud over en snæver kreds. Dog har enkelte kapitler som »Specialpædagogikkens sociale forhold« en sproglig udformning, der fortrinsvis er beregnet til fagfæller. Ud over de nævnte kapitler er der en række yderst læseværdige indlæg om for eksempel særforsorgen og om unge af anden etnisk herkomst. Bogen anbefales til skolefolk og politikere.