Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Vintervejr

Snestorm ryster ikke nordjyske skoler: ”Når bare man har en traktor, går det hele”

Vi holder åbent uanset hvad. Sådan lyder meldingen fra to nordjyske skoleledere, der ikke er specielt bekymrede trods varsler om alarmerende store snemængder.

På Gudumholm Skole i Nordjylland giver varslerne om snestorm hverken anledning til panik hos skolelederen eller blandt børnene i skolegården.

Foto: Skoleleder Martin Theis Eriksen
Jesper Knudsen
Jesper Knudsen Journalist
2 kommentarer
7. januar 2026, kl. 16:15
2 kommentarer

Hvis man lægger vejen forbi Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI) hjemmeside, kan man nemt blive bekymret for venner og kollegaer i Nordjylland.

Her byder vejrmeldingen for i dag nemlig på ”varsler om snestorm” og ”farligt vejr” i hele området nord for den jyske næsetip.

Men spørger man skoleleder Trille Poulsen på Trekronerskolen i Fjerritslev, er der ikke grund til bekymring.

For selvom skolen af princip holder åbent i al slags vejr, kommer lærerne ikke til at skulle begive sig ud på en farlig rejse i morgen tidlig for at komme på arbejde.

”Hvis lærerne og pædagogerne har svært ved at komme herhen, så har forældrene og eleverne det nok også. De to ting er jeg helt tryg ved, nok skal gå hånd i hånd,” siger hun.

Så hvis sneen blokerer for udkørsel i morgen, så er der med skolelederens ord altså ”få børn og få voksne – og hvis ikke, så er der mange børn og mange voksne.”

I Nordjylland begyndte sneen for alvor at falde i dag ved 11-tiden. Men selv hvis det skulle blive svært at komme til skole i morgen, er Trille Poulsen tryg ved, at situationen nok skal blive løst.

”Vi har en lærer, der bor på den anden side af vejen. Så hvis lærerne har svært ved at komme frem, så har vi mindst én voksen, der kan være til stede,” siger hun og tilføjer,

”Vi skal nok få en hyggelig situation ud af det, hvis det er sådan, det er”.

Flere har en traktor eller sneplov

Skolelederen påpeger, at de nordjyske lærere ikke er så følsomme overfor lukkede veje, som andre måske ville være.

”Her på landet er vi også så heldige, at der er mange blandt personalet, der har en traktor i deres hjem eller en sneplov. Så det er dem, man kigger på og spørger: ‘kunne det være dig, der tog lukkeren?’, hvis vejene bliver lukket, så vi kan være sikre på, at alle voksne også kan komme hjem”.

Hvis busserne kører, så kan vi andre som regel også bevæge os ud på vejene

Trille Poulsen Skoleleder på Trekronerskolen

Personligt er Trille Poulsen sikker på, at hendes mand kan hente hende i traktor, hvis det skulle blive nødvendigt, fortæller hun.

”Når bare man har en traktor og en trailer, så går det hele. Sådan er det her i Nordjylland,” griner hun.

”Sikke en snestorm”

På Gudumholm Skole tyve kilometer udenfor Aalborg ser skoleleder Martin Theis Eriksen heller ikke de store udfordringer.

”Sikke en snestorm,” lød det ironisk fra en af skolens lærere tidligere på dagen, da alle mødte ind, fortæller han.

For modsat stemningen i medierne, så var snemængderne ikke ligefrem dramatiske onsdag formiddag.

”De fleste lærere skal ud på en køretur på minimum 8-10 kilometer. Mange bor inde i Aalborg, og der er tyve kilometer. Men vi har endnu ikke oplevet, at vi har været uden personale herude. Der er altid nogen, der kommer frem. Så det er jeg ikke så bekymret for,” siger Martin Theis Eriksen.

Cirka halvdelen af eleverne og en del af lærerne bor nemlig tæt nok på skolen, til, at de kan gå på arbejde, hvis trafikken bryder sammen, forklarer han.

Selv for to år siden, hvor folk måtte overnatte i deres biler på de jyske motorveje, kom nok lærere på arbejde, tilføjer han.

Jeg tror, det afhænger meget af, om forældrene vurderer, at de har mulighed for at hente børnene, hvis vejrsituationen pludselig ser rigtig træls ud

Trille Poulsen Skoleleder på Trekronerskolen

Hvis bare busserne kører…

Begge skoleledere holder dog skarpt øje med meldingerne fra Nordjyllands trafikselskab og DMI.

”I morgen stopper min nattesøvn omkring klokken fire, hvor jeg står op og tjekker, hvad der sker med vejret, og så holder jeg mig løbende orienteret om, om busserne kører. For hvis busserne kører, så kan vi andre som regel også bevæge os ud på vejene,” siger hun.

”Og hvis busserne ikke kører, så er strategien at finde ud af, hvilke ansatte der kan komme frem uanset hvad”, som hun siger.

Her til eftermiddag måtte Trille Poulsen også skrive til forældrene, da en af de lokale busser, der kører eleverne hjem fra skole, var kørt i grøften. Men også det, kom det styr på, fortæller skolelederen, der melder om, at alle elever er kommet sikkert hjem.

Flere elever blev hjemme i dag

Selvom sneen ikke har gjort et stort indtryk på skolens ansatte og ledelse, har de mange advarsler i medierne og måske også en enkelt aulabesked fra skolen betydet, at flere elever på Trekronerskolen er blevet hjemme onsdag, fortæller Trille Poulsen.  

I nogle klasser var der et med normalt fremmøde, i nogle hvor halvdelen mødte frem i morges og andre havde et meget lille fremmøde, fortæller hun.

”Jeg tror, det afhænger meget af, om forældrene vurderer, at de har mulighed for at hente børnene, hvis vejrsituationen pludselig ser rigtig træls ud, eller om eleverne er i stand til at være alene hjemme”, siger Trille Poulsen.

2 kommentarer
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Snestorm ryster ikke nordjyske skoler: ”Når bare man har en traktor, går det hele”

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS