Smukke ord i meget seriøs indpakning

Med Dostojevkij har den nydannede gruppe Lys over landet sat sig for at belyse Dostojevkijs tanker og figurer gennem Steiners kunstneriske udtryk.

På trods af smukke momenter og gode kræfter og viljer, kan det desværre ikke undgå at blive en smule sekterisk.

Sproget er så smukt. Det er Dostojevkijs ord, hentet fra Raskolnikov og fra Brødrene Karamasov. Og som Carsten Vincents fremfører dem, med nerve, med vægt på hvert ord er også det smukt. I starten stadigt pulserende, vibrererende, formende hvert ord, given hvert ord krop, før det får lov til at møde os - dets publikum. Først som Raskolnikov, der i et øjebliks vildfarelse slår sin landlady ihjel. Derefter som Marmeladov, der sender datteren ud og trække og derefter drikker hendes surt tjente løn op og derfor må betragte sig selv som et dyr. Og sidst som Storinkvistoren, der møder Jesus og konfronterer frelseren med den ulykke, han ved sin sætten os fri har ført menneskeheden i.

Tre belysninger af mennesket, af dets selverkendelse, og hvordan samme selverkendelse forhåbentligt kan føre til dets sociale og kulturelle fornyelse.

Store ord, store tanker og glimrende udført. Det samme gælder bevægelserne.

Ligesom ordene i deres fremførelse bærer tydeligt præg af inspirationen fra den tyske filosof og pædagog Steiner, hvor der tales med alvor og vægt om menneskelig væren, er bevægelserne - med deres konstante cirklen og slutten sig om egen krop, og rækken harmonisk ud til kanten af kroppens baner ren eurytmi. Smukt, harmonisk og en påmindelse om hvilken skønhed kroppen og dens bevægelser, kan og bør byde på.

Og så er der musikken. Schubert! Atter stort og atter smukt. Og musikken får lov at klinge som en start på hele forestillingen. Sikkert for at stemme vores sind til de store ord, og tonerne folder sig også ud som en udklang - i smuk følgeskab med lysscenografi på bagvæggens halvgennemsigtige tæppe.

På trods af al skønheden, og på trods af den store respekt som de optrædendes engagement må aftvinge, forblev forestillingen sært uvedkommende. I hvert fald blev hverken undertegnede eller mine sidemænd - tilfældigvis to 14 års piger - berørt af spillet. Det er for overspillet, sagde den ene.

Måske er Dostojevskij mest for de meget indforståede. Det publikum, som allerede kan deres Steiner på fingrene. Og det er synd! For det kunne ellers være fint, med lidt mere skønhed i teaterudbuddet for de unge.

Lone Nyhuus