Giv mig tiden igen er en selvstændig fortsættelse af Tag gaden tilbage fra 2019 og de to forfattere Sarah Engell og Sanne Munk Jensen har igen skruet en ualmindelig god ungdomsroman sammen.
Kat (Kathrine) fylder 18 og føler, at hun forlader sin trygge verden, der for hende er ved at falde fra hinanden. Hun oplever mange opbrud og ikke til det bedre: hun må ikke længere arbejde på Fisken, den karismatiske Svend stopper som gamemaster i rollespilsgruppen Yxengaard, der i øvrigt står til at lukke, hjerteveninden Polly flytter sammen med Mark Warcraft i Hjørring – og kæresten Dugge vil nu pludselig have sex. Det bliver alt, alt for meget for Kat.
Voksenlivet står for døren, og det har Kat egentlig slet ikke lyst til. Bogens titel er vel en slags bøn om at få det svundne paradis – barndommen – tilbage.
Polly er hjerteveninden, men er (tidligt) på vej ind i en borgerlig og lidt sat tilværelse sammen med Mark. De to veninder er vigtige for hinanden, men alene den geografisk afstand gør, at de også følelsesmæssigt uvilkårligt kommer på afstand.
Det er en modig roman om et tabuemne: et ungt menneske, der ikke bryder sig om sex, der ikke kan klare sex. At være aseksuel i en superseksualiseret ungdomsverden er ikke nogen let sag, men Kat giver sig i kast med udfordringen – nemt bliver det med garanti ikke.
De to erfarne forfattere slutter romanen på en fin måde. Alt bliver ikke såre godt, men der vil blive arbejdet på det. De to unge, Kat og Dugge, vil hinanden, men kan de? Jeg er fuld af beundring for forfatterne som gør sproget til én stemme, selv om man er to dygtige skrivere. Det er ikke så ringe endda, som vi siger i Jylland. Det er faktisk flot og suverænt gjort. Stærk og meget velskrevet ungdomsroman!
Fortsættelse til en nyklassiker
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.