Foreløbig har cirka 500 skoler tilmeldt sig den nye udgave af Skolernes Sangdag, men tilmeldingen er åben, indtil fem minutter før det nye live-show bliver streamet via dansksangdigital.dk. Tidligere var det DR, der stod i spidsen for liveshow fredagen før påske og på den måde fik samlet danske skoler i fællessang. Men i år er det ikke lykkes at opnå støtte fra Kulturministeriet og Undervisningsministeriet. Derfor har Musiklærerforeningen påtaget sig opgaven med at arrangere dagen, og det er foreløbig gået rigtig godt, fortæller formand Karen Kjær Johansen. Hun er lærer og underviser i musik på KonTiki Skolen i Hillerød.
"Vi ved ikke præcist, hvor mange, der deltager. Men vi har aldrig før haft så stor aktivitet på vores Facebookprofil og vores portal. Vi kan se, at der er rigtig meget opmærksomhed. Og vi får positive tilbagemeldinger om, at det er rart, at vi holder liv i den tradition på skolerne", siger Karen Kjær Johansen.
Musiklærerforeningen viderefører Skolernes Sangdag
Skolerne kan følge med på skærmen
Da DR ikke har fællessangen på TV-programmet i år, kan skolerne i stedet følge med i, hvad der sker på KonTiki Skolen i Hillerød. Her bliver der arrangeret et stort show i forbindelse med Skolernes Sangdag og showet bliver streamet fra kl. 10-10.40 på dansksangdigital.dk.
"Vi streamer allerede fra 9.45 fra vores portal, så skolerne kan nå at komme på. Vi har Jeppe og Marie, som er kendt fra Lille Nørd som værter på vores show, og vi har fået Jakob Høgsbros orkester, til at lede os igennem de otte fællessange og Anders Boysen som er musiklærer i Horsens kommer og leder sangen Kærlighed, som han har skrevet, og Flora Ofelia som vandt MGP for to år siden kommer også", fortæller Karen Kjær Johansen.
Man kan godt følge streamingen uden at tilmelde sig. Men til slut i arrangementet bliver der trukket lod blandt tilmeldte deltagere om et klassesæt af sangbøger.
Man kan gense liveshowet senere på dagen, og der vil være undertekster på sangene, så man kan synge med fra skærmen.
Musiklærere kan gratis hente materiale til sangene på Dansk Sang. Aktiviteterne er tænkt til elever i 0.-6. klasse, men nogle skoler har tilmeldt alle elever, fortæller Karen Kjær Johansen.
Skolernes sangdag lever i bedste velgående
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.