Skolerådet: Centrale læseplaner i alle fag på alle klassetrin

Hvis det står til Skolerådets formandskab, skal den danske folkeskole have centralt definerede vejledende læseplaner. Lærerne skal kunne argumentere for det, hvis de vil fravige fra læseplanerne.

Skolerådets Formandskab anbefaler en revision af Fælles Mål. I forbindelse med de nye mål skal der indføres nye læseplaner. Det er ment som en støtte til lærerne blandt andet i arbejdet med undervisningsdifferentiering.

Ifølge Skolerådets formand, Jørgen Søndergaard, er læseplanerne ikke ment som et indhug i lærernes metodefrihed.

"Det at fastlægge målene for, hvad elever skal lære, det er et samfundsansvar, der også skal have en politisk konfirmation. Men hvordan man så skal undervise, for at eleverne skal lære det – det er pædagogik, og det skal overlades til de faglige eksperter", siger Jørgen Søndergaard til Folkeskolen.dk.

Sammenhængende erfaringer

I Skolerådets årsrapport, der udkommer i dag, står der: "Skolen skal kunne vælge andre undervisningsforløb, når den kan begrunde, at det vil give bedre resultater i forhold til skolens elevsammensætning og lærernes særlige forudsætninger".

Ifølge Jørgen Søndergaard er tanken, at de vejledende læseplaner skal virke som inspiration, udarbejdet af landets dygtigste indenfor de forskellige fag.

"Vi kan sige til lærerne ude på skolerne: Her er et bud på, hvordan det kan gøres, men det er op til jer, om I vil gøre det, eller I vil gøre noget andet. Jeg er ret sikker på, at der vil være en hel del – ikke mindst de mindre erfarne lærere – der vil gribe det med kyshånd. Det er en måde at give erfaringer videre på på en sammenhængende måde", siger Jørgen Søndergaard.

Han tilføjer, at en fravigelse fra læseplanerne skal aftales mellem skolelederen og den enkelte lærer.

Centralisering

Dorte Lange, der er formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening, tror ikke på ideen om læseplaner.

"Det er en afprofessionalisering af lærerne. I stedet for at lade det være op til lærerne at sammensætte læseplanerne, bliver de udstukket centralt", siger Dorte Lange. Hun undrer sig over forslaget, fordi Skolerådet tidligere har anbefalet en øget professionalisering af lærerne.

Tror du, at nationale læseplaner kunne være en gevinst i dit arbejde?