Loven har været gældende siden 1. oktober 2007 og betyder, at forældre uden del i forældremyndigheden ikke alene har ret til at blive orienteret af skolen om barnets forhold. Som noget nyt har de også ret til at deltage i sociale aktiviteter på skolen.
Selv om kun ganske få forældre har klaget over den behandling, de har fået af deres barns skole, er mange skoler tilsyneladende i tvivl om, hvordan de lever op til lovens bestemmelser. Der går ikke en dag, uden en skole henvender sig med spørgsmål til en af landets statsforvaltninger.
"Skolerne spørger især til, om de skal have tilladelse af indehaveren af forældremyndigheden til at udlevere oplysninger om barnets skolegang til den anden forælder. Det skal de ikke", fastslår fuldmægtig Tine Bjerre fra Statsforvaltningen Syddanmark.
Vær opmærksom på adressebeskyttelse
Begge skilsmisseforældre skal kunne få oplysninger om elevens standpunkt, faglige udvikling og trivsel. Men skolen skal sikre sig, at den ikke kommer til at afsløre, hvor barnet bor, hvis forælderen med forældremyndigheden har navne- og adressebeskyttelse.
En skole kan dog gå for vidt i sin iver for at beskytte indehaveren af forældremyndigheden.
"Vi har en sag, hvor en kommune nægtede at fortælle, hvor barnet gik i skole. Det går ikke, for så mister forælderen retten til at deltage i sociale aktiviteter på skolen. Selv om man ikke har ret til samvær med barnet, så betyder det ikke, at man ikke må blive orienteret om sociale arrangementer", siger Tine Bjerre.
Oplysninger må ikke skade barnet
I særlige tilfælde kan skolen beslutte, at den ikke vil give oplysningerne videre til forælderen uden forældremyndighed. Det må nemlig ikke være til skade for barnet, for eksempel hvis forælderen går usædvanligt meget op i, at barnet skal have høje karakter.
Afslaget skal begrundes, og det skal oplyses, hvordan den afviste forælder kan klage over afgørelsen. Uanset hvor i landet man bor, behandles klagen af Statsforvaltningen Syddanmark.
Indtil videre har fuldmægtig Tine Bjerre kun modtaget 30 klager. Det svarer til én hver anden uge.
"Det kan enten skyldes, at afviste forældre ikke får at vide, at de kan klage, eller at skolerne rent faktisk praktiserer lovgivningen tilfredsstillende", siger Tine Bjerre.
Kun to klagere har fået medhold
Indtil videre er der truffet afgørelser i 21 af de 30 sager, og kun to forældre har fået medhold.
"Ofte forventer forældrene at blive løbende orienteret om, hvordan barnet klarer sig i skolen, men det har de ikke krav på. Retten er begrænset til konkrete anmodninger. Andre ønsker adgang til skolens forældreintra, men det behøver skolen ikke give, da det netop betragtes som en løbende orientering", fortæller Tine Bjerre.
Når det gælder festlige begivenheder, almindelige forældremøder og andre sociale aktiviteter på skolen skal forælderen til gengæld kun anmode om at blive orienteret én gang. Så er skolen forpligtet til også i fremtiden at oplyse om alle sociale aktiviteter.
Hvis skolen vurderer, at det er uhensigtsmæssigt, at forælderen deltager i sociale arrangementer, for eksempel fordi barnet vil komme i klemme, når det skal sidde mellem to forældre, der strides til daglig, kan skolen søge den lokale statsforvaltning om lov til at undlade at orientere forælderen om, hvad der sker på skolen.
Skolerne skal ikke være bange
Selv om loven umiddelbart lyder kringlet, er det er ikke så svært at leve op til den for skolerne, mener Tine Bjerre.
"Skolerne skal ikke være så bange. Hvis de løbende orienterer begge forældre om de sociale aktiviteter og svarer på de konkrete henvendelser, de får om eleven, så lever de op til lovens krav", siger hun.
Se loven via linket til højre. Det er paragraf 23, der vedrører skoler.
Skoler spørger til ny forældreansvarslov hver eneste dag
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.