Dansk Folkeparti og De Konservative havde svært ved at genkende den aftaletekst, som de blev enige med Venstre og regeringspartierne om i juni, i de lovparagraffer og lovbemærkninger, som Undervisningsministeriet havde brygget sammen i løbet af sommerferien.
DF: Regeringen holder sig ikke til aftalen om skolereform
Glidning fra aftaletekst til lovtekst På afgørende punkter er der sket en glidning fra aftaletekst til lovtekst, mener de to partier. Især skar det i øjnene, at lovteksten sidestiller skolens forskellige personalegrupper i forhold til undervisningsopgaven.
Det er der ikke dækning for i aftaleteksten. Den fastslår, at lærerne har ansvaret for undervisningen, påpegede undervisningsordførerne Vivi Kier (K) og Alex Ahrendtsen (DF) på et møde i dag i forligskredsen, og nu vil Undervisningsministeriet rette lovteksten til på dette og andre punkter i løbet af weekenden.
"Det var et fint møde. Ministeren hørte, hvad vi sagde, og nu vil hun kikke på lovteksten en gang til og rette den til", siger Alex Ahrendtsen.
Hverken han eller Vivi Kier vil fortælle mere konkret om, hvor de mener, at der er sket en glidning i forhold til aftaleteksten.
"Men en af mine bekymringer var, hvem der har ansvaret for undervisningen. Det var noget af det, jeg spurgte ind til, og som jeg håber, der kommer en præcisering på, så jeg synes, at det bliver sådan, som aftalen var lavet. Jeg vil være sikker på, at det, som jeg er en del af med aftalen, også står i lovteksten, så alle er med på, at det var det, vi blev enige om", siger Vivi Kier.
LiA: Uklædeligt, at DF nu frasiger sig ansvaret for skolereform
Afventer nyt forslag Nu afventer de to ordførere det reviderede lovforslag.
"Vi vil blive ved med at holde ministeren op på aftaleteksten, så vi kan genkende det, vi har aftalt, i paragrafferne og lovteksten, så der ikke sker den glidning, som vi har frygtet", siger Alex Ahrendtsen og tilføjer, at der på mødet var en god vilje hos regeringspartierne.
"Nu skal det rettes til, og så skal vi kikke på det en gang til, og så skal det i høring, og så har alle organisationer mulighed for at påpege fejl og mangler. Så løbet er ikke kørt endnu", fastslår Alex Ahrendtsen.
Skolelovtekst rettes til efter kritik fra K og DF
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.