"Set gennem skolelederens optik er det historien om en ambitiøs folkeskolelov, der er godt på vej mod sin realisering, men nu står overfor et helt naturligt 10 års eftersyn. En anelse rust og nogen slitage kan spores samtidig med, at nye krav og forventninger er kommet til", skriver Jens Færk i en kommentar (kan downloades til højre for denne nyhed). Han opfordrer politikerne til at give sig tid til et grundigt forarbejde før en egentlig reform af folkeskoleloven.
"Den gamle rammelov kan – med de nødvendige justeringer og reservedele – holde et par år endnu, indtil de sidste skoler har omsat alle intentionerne til gedigen daglig praksis og gode resultater for børn og forældre".
"Selvfølgelig bør der også være klare mål for arbejdet i børnehaveklassen", konstaterer Jens Færk. "Ministeren kan heller ikke blive uenig med skolelederne i ønsket om at styrke indskolingen med flere timer i dansk og matematik på de tre første klassetrin".
Men at det skulle være nødvendigt med en lovændring for at kunne dele skoleforløbet op i faser eller holddele på tværs af klasser og trin, når der er grunde til det, forstår skolelederformanden ikke – en opdeling i faser må tilpasses de lokale mål og forudsætninger og være en del af ledelsens frirum – og ikke et kamoufleret besparelsesobjekt, skriver han.
"Klassen skal være den bærende sociale og undervisningsmæssige enhed i skolen; men det kan sagtens kombineres med periodevise holddannelser på tværs – og her behøver vi ikke nogen lovændring. Kun midler til at etablere de relevante hold!"
Skoleledere: Juster skoleloven – og giv så ordentlig tid til en reform
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.