På Vildbjerg Skole er elever i mange år blevet undervist i at svejse. Derfor beklager skoleleder Ole Vestenaa, at Arbejdstilsynet og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen mener, at det skal være forbudt.
"Vi retter selvfølgelig ind, men det er svært at se meningen med et forbud, og alle burde arbejde på at få det afskaffet", siger skoleleder Ole Vestenaa og fortsætter:
"For det første har vi alt det sikkerhedsudstyr, der skal være. For det andet findes der massevis af drenge, der har deres eget svejseudstyr hjemme."
Ole Vestenaa mener, at forbudet direkte modarbejder folkeskolens samarbejde med erhvervslivet.
"Lige så snart vores elever skal prøve andet end at være fejedrenge, så må de ikke noget. Konsekvensen er, at vi dårligt nok kan sende dem i praktik, og at vi i realiteten ikke vil kunne fortsætte ud ad den vej, som hedder entreprenørskab, og som er med til at gøre eleverne fortrolige med erhvervslivet", siger han.
Bør have lov til det
Dansk Industri mener, at skoler, som lever op til sikkerhedskravene, og hvor forældre og elever er indforstået, bør have lov til at undervise i svejsning.
"Så burde der ikke være noget problem. Som situationen er nu, virker det, som om ministeriet og arbejdstilsynet har en lidt rigid holdning", siger uddannelsespolitisk konsulent Casper Venbjerg Hansen, Dansk Industri.
Det er ikke kun svejsning, der giver problemer. Det er indtrykket hos Dansk Industri, at også andre praktiske fag bliver stækket urimeligt ad lovgivningens vej.
"Det er et generelt problem, at der bliver sat barierer op for de fag, som ikke foregår i det traditionelle klasserum", siger Casper Venbjerg Hansen.
Han mener, at der selvfølgelig skal passes på unge, men sker det på en måde, så man fjerner de elementer i grundskolen, som peger mod erhvervslivet, kommer det til at gå ud over de elever, som den slags tilbud retter sig imod.
"Man kan være bekymret for om de praktiske elementer i grundskolen bliver svækket", siger konsulenten.
Hvis det viser sig at være tilfældet, vil Dansk Industri følge sagen op politisk.
Skoleleder: Forbud mod svejsning stopper samarbejde med erhvervslivet
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.