Skolebiblioteksformand: Ikke flere læsekampagner – nu skal der investeres

”Det her bør føre til en massiv, kontant investering i genopbygningen af stærke skolebiblioteker med uddannede skolebibliotekarer og en tydelig pædagogisk og didaktisk funktion som en vigtig del af skoleudviklingen.”

Sådan lyder opråbet fra formanden for skolebibliotekarernes forening, Runa Barbara Petersen.

Baggrunden er Pisa-resultaterne, som hele ugen har sendt chokbølger gennem skoleverdenen: Danske elever har aldrig scoret lavere, og særligt i læsning er nedturen markant. Her er Danmark styrtdykket med 29 Pisa-point. I rene tal er vi nu nået til et punkt, hvor hver tredje 15-årige må betragtes som ’lavt præsterende’ i læsning.

Runa Barbara Petersen er enig i, at der ikke kun er én årsag til krisen og nævner som mange andre skærme/sociale medier, kunstig intelligens og manglende forældreansvar. Men hun siger:

”Vi er også nødt til at se på, hvad det er, vi har bygget op omkring læsning i folkeskolen. Har alle skoler adgang til et fysisk skolebibliotek? Og er der en uddannet skolebibliotekar, som har tid til at arbejde systematisk både med læselyst, litteraturformidling og læsefærdigheder? Hvem kobler litteraturen og læsningen og læselyst sammen på tværs af alle fag? Og har skolebiblioteket den position, som vi lovmæssigt per 1. januar skal have, som indebærer, at vi er en pædagogisk, didaktisk ressource og ikke bare et sted, hvor der står nogle reoler med nogle bøger?”

Hun er med andre ord ikke i tvivl om, at skolebibliotekets forfatning spiller en væsentlig rolle for læsekrisen. Derfor er det også her, man skal finde en del af løsningen, mener hun. Men hun frygter, at man endnu engang forsømmer at tage fat om nældens rod.

”Jeg kan være bekymret for, at man fra politisk side siger, ’det løser vi med endnu en læsekampagne’. Ikke et ondt ord om læsekampagner. Jeg er glad for kampagnerne, men vi har bare haft rigtig mange af dem, og de løser åbenlyst ikke læsekrisen. For det første, fordi de er kortsigtede, og for det andet fordi de er underfinansierede. Men først og fremmest, fordi læsefærdigheder bygges over tid – gennem kontinuitet, faglighed og adgang til litteratur, ikke gennem kortvarige projekter.”

Ifølge Runa Barbara Petersen ved vi i dag godt, hvad der virker og skal til for at få børn til at læse.

”Derfor er det så bydende nødvendigt med en massiv investering i fundamentet omkring læsning i skolen,” understreger hun.

En national skolebibliotekspulje

Konkret foreslår hun, at der bliver ’investeret i hverdagen’, som hun siger.

”Med det mener jeg, at der er brug for en national skolebibliotekspulje, som skolerne kan søge direkte til lokalt definerede indsatser. Og man skal dele den op, så en del er til bemanding af skolebibliotekerne, en del er til kompetenceudvikling og uddannelse af skolebibliotekarer, og en del skal også kunne søges til bogindkøb,” siger hun og tilføjer, at puljen skal kunne søges ud fra de behov, den enkelte skole har.

”Måske er der en skole, der har brug for et læseløft på mellemtrinnet, og en anden i udskolingen. Og det skal ikke kun være sjove events og happenings. Vi skal i langt højere grad koble aktiviteterne på skolebiblioteket til undervisningen ude i klasserne.”

Hun påpeger også, at skolebiblioteket har en helt særlig rolle i at sikre lige adgang til litteratur.

”Ikke alle børn vokser op med bøger og læsefællesskaber. Derfor mener jeg også, at vi som samfund har en forpligtelse til at investere i de redskaber, der kan modvirke social ulighed. Her står skolebiblioteket stærkt, fordi det møder alle børn.”

Brug for en revitalisering

Flere andre skolefolk har i den forgangne uge udtalt, at folkeskolereformen i 2014 bærer en væsentlig del af ansvaret for læsekrisen. Det er Runa Barbara Petersen enig i:

”Jeg er ikke i tvivl om, at folkeskolereformen var et vendepunkt i mange henseender. Man kan jo se, at Pisa-resultaterne er blevet markant dårligere siden, og det var også der, man i den grad løsnede skruerne rundt om skolebiblioteket,” siger hun med henvisning til, at skolebiblioteket blev til Pædagogisk Læringscenter, og man gik fra klassiske skolebiblioteksopgaver til en bredere definition af arbejdsopgaverne.

”Det var ikke forkert i sig selv, og jeg synes, det er fint, at den del er bevaret med den nye skolebibliotekslov. Men jeg tænker, hvad sker der egentlig, når man ændrer noget så markant og samtidig glemmer at sikre den nødvendige specialiserede faglighed, tid og bemanding? Når den pædagogiske vision og de faktiske ressourcer overhovedet ikke følges ad? Det tror jeg er en del af forklaringen på, at vi står, hvor vi gør i dag,” siger Runa Barbara Petersen og tilføjer:

”Jeg siger ikke, at vi skal skrue tiden tilbage, men vi skal måske bruge det her som en anledning til at sige, vi er nødt til at revitalisere noget, vi har mistet i løbet af de seneste 12 år.”