”Det er jo ikke sådan, at jeg tager deres slik og spiser det selv. Men vi handler på de regler, vi har”.
Sådan lyder det fra Thomas Kielgast, der er skoleleder på Hastrupskolen i Køge.
De regler, han taler om, er skolens sukkerpolitik. Den går kort fortalt ud på, at slik og usunde mad- og drikkevarer ikke hører hjemme på skolen. Med mindre der er en særlig anledning som eksempelvis en fødselsdag.
Sådan er skolens regler
Hvis mindre elever har mælkesnitter eller lignende med i madpakken, tager skolen en snak med forældrene.
Hvis større elever benytter deres ret til at forlade skolen i frikvartererne til at proviantere i en nærliggende kiosk, skal de fortære eventuelle usunde køb, inden de vender tilbage til skolen igen. Ellers ender deres chips, vingummier eller slushice på kontoret, hvor eleverne så kan hente det efter skoletid.
”Jeg ved godt, at det kan lyde lidt formynderisk, når vi siger, at vi gerne vil have lidt kontrol med, hvad børnene putter i munden i løbet af dagen, men alle er enige om, at det er gode regler, vi har,” fortæller skolelederen.
”Når vi en gang imellem snupper en pose chips eller kanelgifler fra en elev, tager vi også lige en snak om, at de store elever jo er forbilleder for de små, og det forstår de godt."
Tre råd til at komme i gang med en konsekvent politik
Leder: Elever kan - et eller andet sted - godt se fidusen
Thomas Kielgast har aldrig oplevet andet, end at forældrene bakker op om skolens tilgang til slik, chip og sodavand.
”Eleverne ved jo også godt et eller andet sted, at det er en god regel. Så er der en gang imellem nogen, der vil udfordre den, og det er en helt naturlig del af at være teenager. Det er sjældent noget, der gentager sig.”
Lærer: Ikke noget problem
Det er mange år siden, skolebestyrelsen vedtog sukkerpolitikken, og den er tæt på uproblematisk at håndhæve, fortæller udskolingslærer Kathrine Windahl.
”De er selvfølgelig ikke jubelglade, når vi tager deres slik fra dem, men de accepterer, at sådan er reglerne her på skolen," fortæller hun.
Hold ekstra øje med 7. klasse
Kathrine Windahl fortæller, at skolen helt sikkert ikke fanger alt.
”Men min fornemmelse er, at der ikke bliver smuglet vildt meget usundt ind på skolen”.
Hvis hun skal pege på, hvilken aldersgruppe der har sværest ved at følge reglerne, peger hun på 7.-klasseseleverne.
”Det er i 7. klasse, de får lov til at forlade skolen i frikvarteret, så det er lidt nyt og spændende. Og så kan de godt ’glemme’, at de ikke må tage slikket med tilbage. Så dem skal man være lidt opmærksom på”, fortæller hun.



Skole konfiskerer elevers slik: "De er selvfølgelig ikke jubelglade, men de accepterer"
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.