Af Ander Drån
På dansk ved Bent Faurby
87 sider, 168 kroner
Forum
Det knirker i det traditionelle fjendebillede, når klassens nye serbiske pige tildeles heltinderollen på bekostning af den forkuede bosniske klassekammerat. Men Balkan-konflikten er flyttet med flygtningebørnene i denne gode, velskrevne og letlæste bog. Pigens charmerende storebrors fortid i et serbisk terrorkorps er den knugende skygge i idyllen, men storpolitikken fylder ikke det hele. Det er også en bog om sammenhold i en skoleklasse, om store børns fornemmelse for pinlige situationer, og om venskab og solidaritet. Godt skildret!
Oversætteren og forlaget kan ikke rigtig blive enige om, hvorvidt handlingen foregår i Danmark eller Sverige. Den normalt ellers så stilsikre oversætter har flyttet bogens fiktive lokaliteter her til landet, men har glemt at bearbejde visse kulturforskelle i fritidsaktiviteter, så han sender børnene ud og spille bandy. Hvor i alverden har han mødt danske børn, der dyrker denne særlige nordskandinaviske form for husmandsishockey?
Jeg tror i øvrigt, at tiden er løbet fra den type anonymiseringer af lokaliteter. Moderne børn kan godt kapere rigtige byer i stedet for de læsebogsagtige Åby og Vesterby.
Men historien er god nok.
Tonny Hansen
Skønlitteratur
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.