Af Lone Diana Jørgensen
176 sider, 89,95 kroner
Høst & Søn
Denne historie er med rette blevet sammenlignet med de bedagede bøger om Tudemarie. Efterkrigstiden i et københavnsk arbejderkvarter er rammen om disse små fortællinger om seksårige Marie, hvis familie på grund af tidernes ugunst må udskifte rækkehuset med en treværelses lejlighed.
Historiens spændingskurve er ganske flad, og der er ikke noget egentligt plot. Hvert kapitels overskrift er en gammel talemåde i stil med 'øvelse gør mester' eller 'man kan ikke klippe håret af en skaldet'. Disse livsvisdomssentenser er kapitlerne bygget op omkring, og derigennem præsenteres forskellige sider af familiens liv. Det hænger godt sammen, og man får en god fornemmelse for, hvor forunderlig og anderledes verden har været for ikke særlig længe siden.
Gode læsere fra ni-tiårsalderen kan læse bogen selv, men en oplæser vil øge udbyttet. Især hvis han eller hun kan forklare, hvordan gamle gasapparater lugtede, eller hvordan man danser 'Skæve Thorvald'. Så kan børnene øve sig på at spise margarinemadder med puddersukker imens.
Tonny Hansen
Skønlitteratur
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.