Skal lærerne styre elevernes frikvarterer? Politikers Facebookopslag deler vandene

Hvor meget skal lærere blande sig i børns lege og venskaber?

Det spørgsmål har sat gang i en livlig debat på Facebook, efter tidligere undervisningsminister Merete Riisager har sat spørgsmålstegn ved læreres styring af leg og fællesskaber i frikvarterer.

I opslaget beskriver Merete Riisager, hvordan en lærer fortalte, at hans skole ”havde afskaffet frikvarteret. Eller i hvert fald havde de nedlagt ide’en om, at eleverne har ret til pauser fra voksenstyrede aktiviteter,” som hun skriver i opslaget.

Ifølge Merete Riisager aftaler lærerne nu med eleverne, hvad de skal lege i tidsrummet indtil næste time. Eleverne kan skrive sig op til en aktivitet og må ikke skifte leg undervejs.

”Sådanne beretninger gør mig trist,” skriver Merete Riisager.

Lærer: Legegrupper gør forskel

Indlægget har skabt stor debat. Langt de fleste støtter Merete Riisager, men et par lærere forsvarer lærerstyrede frikvarterer.

I debatten beskriver lærer Linda Nørfelt Jensen, hvordan hendes klasse i indskolingen arbejder med legegrupper i frikvartererne. Formålet er ifølge hende at sikre, at børnene ikke kun leger med dem, de allerede kender fra børnehave, fritidsliv eller private relationer.

”Vi har ansvaret sammen med forældrene i at skabe et godt fællesskab, og det kan børnene ikke alene via leg,” skriver hun og tilføjer, at hun ser det som en opgave at ”guide og støtte børnene i at være en del af og tage ansvar i fællesskabet.”

Den tilgang møder kritik fra Merete Riisager.

”Hvordan ville vi have det, hvis nogen bestemte, hvilke kolleger vi skulle tale med i pausen?” spørger hun og fortsætter: ”Er det ikke en voldsom indgriben i børns gryende evne til at erfare, hvem de holder af at være sammen med?”

Linda Nørfelt Jensen afviser kritikken.

”Man lærer rigtig meget af at være sammen nogle, som man ikke selv ville have valgt,” skriver hun. Overfor folkeskolen.dk uddyber hun, at hun mener, at nye venskaber opstår, når der er legegrupper og lege aftalt i klassen.

”Børnene skal samarbejde fagligt på kryds og tværs i klasserummet og gennem legene i pauserne lærer de hinanden rigtig godt at kende, hvilket fordrer det faglige samarbejde,” lyder det fra Linda Nørfelt Jensen.

”Når børnene i slut 2. Klasse har lært hinanden godt at kende, trænet de sociale spilleregler, så slipper vi dem mere fri, for så har de lært at invitere kammerater ind i lege og sige til og fra.”

”At kalde det indgriben i stedet for guiding er mig en gåde. Er det også en indgriben i deres frihed, når de hellere vil lege i stedet for at lære at læse?” spørger hun.

Lærer: Mindre fri pædagogik – mere styring

En anden lærer deltager også i debatten. Hun mener, at i de 35 år, hun har været lærer, er der sket en udvikling fra en mere fri pædagogik henimod mere struktur og styring af børns skoletid.

”Vi skal inkludere flere behandlingskrævende elever, derfor skal vi skærpe strukturen i timer såvel som pauser, for at nedtone konflikterne. Med flere behandlingskrævende børn i en klasse, er faren for at der udvikler sig konflikter eller situationer, man ikke som almindelig lærer har kompetencer til at håndtere ret stor,” skriver hun og peger på, at lærerne bliver sendt på kurser for at få inspiration til at skabe mere struktur.

”Men er der ingen forskel på, hvor meget struktur der skal være i undervisningen og i pausen?” spørger Merete Riisager.

Det mener læreren, der er.

”Man bestemmer også selv som lærer, hvor meget struktur man vil lave og hvornår. I hvert fald der, hvor jeg er. Men hver gang man søger hjælp til elevers adfærdsproblemer, får man at vide, at man skal lave mere struktur.”