Skærp din pædagogiske dømmekraft med denne bog

Hvert minut i klasselokalet i enhver klasse skal læreren bruge sin dømmekraft. Skal der skrides ind overfor Viktor, der åbenlyst interesser sig mere for Cille end for matematikopgaven? Skal der igen markeres, at der lige nu skal være fuldstændig arbejdsro? Skal opgaven forklares nok engang på en ny måde, eller må det være, som det er? Og skal Nana have en opmuntrende bemærkning lige her og nu? Der er konstant brug for lærerens dømmekraft, og der er handletvang konstant.

Lærerens dømmekraft kan kvalificeres gennem teoretisk indsigt, refleksion og filosofiske diskussioner. Det er det, ”Pædagogisk filosofi i læreruddannelsen” har som sit faglige stof. Forfatteren Pia Rose Böwadt skriver at ”…øvelsen er ikke nødvendigvis nem, men kunsten er ikke at blive fanget af sine egne erfaringer, så man glemmer at forholde sig kritisk til det, man gør.”

Foran i bogen står der ”En studiebog til faget livsoplysning”. Med ”livsoplysning” menes det meget lidt mundrette ”livsoplysning, kristendomskundskab, idéhistorie, medborgerskab og autoritet”. Det er en studiebog, der i sin indledning kort gør rede for begrebet pædagogisk filosofi og der er en kort læsevejledning, hvor man kan orientere sig om indholdet. Kapitel et har overskriften ”Skolens formål”. Det lyder meget Løgstrupsk, og han bliver da også citeret her, men man kan også få viden om skolens skiftende formål gennem tiderne.

Kapitel to er ”Dannelse i et dobbeltdidaktisk perspektiv”. Lærere skal dannes gennem uddannelsen for at kunne danne (og uddanne) eleverne. Det er omdrejningspunktet. Tredje kapitel er ”Pædagogik i et idéhistorisk og nutidigt perspektiv”, hvor udvalgte pædagogiske problemstillinger belyses. Her inddrages Rousseau, Løgstrup, Benner og andre i diskussionen om, hvordan man opdrager til frihed.

Det sidste kapitel har ”Autoritet, myndighed og dømmekraft” som overskrift. Tre centrale begreber for enhver lærer. Her står der: ”Professionel dømmekraft baserer sig både på teoretisk viden, praksisviden og erfaring samt etik. Sidstnævnte kræver både en viden om etiske teorier samt at kunne handle etisk – at være i stand til at sætte sig i andres sted. I den konkrete situation trækker læreren på alle fire dele, om end vægtningen naturligvis kan variere fra situation til situation. Det skøn eller den vurdering, læreren foretager sig, bygger på en pædagogisk og en faglig viden.”

Den efterfølgende ”Afsluttende replik” kan man med fordel læse allerførst. Her får man lige et kort fire-siders overblik over bogens indhold. Så har man en forståelsesramme at læse studiebogen ud fra.

Der følger en lang litteraturliste, der fortæller at Adorno, Arendt, Biesta, Dewey, Grundtvig, Klafki, Kant, Løgstrup, von Oettingen og Rousseau er nogle af de fremtrædende teoretikere og filosoffer, der bliver citeret og som danner baggrund for fremstillingen.

Det er en smal og forholdsvis tynd bog, der er ”en studiebog” og ikke i sin formidling plæderer at være en ”undervisningsbog” til faget livsoplysning. Det er en bog uden ”studiespørgsmål”, uden små cases, uden grafiske fremstillinger eller smart layout, der kunne lette læsningen. Til gengæld er sproget simpelthen en fornøjelse. Man læser – og man forstår sammenhængen, begrundelserne og tankerne, der præsenteres, netop fordi de sprogligt formidles på en måde, hvor sproget er gennemsigtigt og lader indholdet komme frem. Tak for det.

Det er en bog, der kan anbefales til alle lærerstuderende som netop ”studiebog”. Vil man have en undervisningsbog til faget livsoplysning må man kigge andre steder hen. Men altså: ”Pædagogisk filosofi i læreruddannelsen” er en fremragende studiebog, der bør læses af alle, der ønsker at kvalificere dømmekraften.

P.S  På forsiden står filosoffernes navne på en trappe, der fører ud i det violette. Løgstrup, Rousseau, Benner, Arendt, Dewey, Klafki, Kant. En rækkefølge, jeg ikke helt forstår, men det kan læseren jo tænke over.