Skab dig!

Tiden råber på pædagogiske foranstaltninger. For globalisering og konkurrenceevne og levestandardens opretholdelse kræver, at samfundet sørger for, at hver enkelt borger dels får uddannelse nok til at skabe sig en tilværelse, der er materielt sikret, dels får en demokratisk mulighed for at forstå sit liv.

Dette skaber et paradoks, mener antologiens tilrettelæggere. For i og med at man standardiserer den enkeltes dannelsesproces, griber man jo ind i det, som individet selv skulle have mulighed for at erkende på egen hånd. Og måske på en lidt anden måde, end uddannelsesplanlæggerne havde forudset.

Hovedtråden gennem artiklerne er, hvordan man forholder sig til det paradoks, at man på den ene side vil opdrage eleverne til demokrati og selvstændighed og på den anden side helst selv vil sætte rammerne for, hvordan dette skal foregå. Forunderligt nok går de fleste filosoffer uden om dette spørgsmål. Kant, for eksempel, lod simpelt hen, som om det ikke eksisterede. Denne antologis forfattere forsøger at sætte lidt lys på dette komplicerede spørgsmål.

Lars Løvlie peger på paternalisme som årsag. Altså den grundfæstede indstilling, at mennesker under 18 år ikke har en selvstændig mening, som man kan tage alvorligt. Løvlie finder synspunktet uholdbart. For det forudsætter en opfattelse om, at børn er umodne og ikke færdigformede individer, hvorfor deres uddannelse skal udføres og kontrolleres af en lærer. Vi, og ikke mindst barnet, får aldrig et klart svar på, hvornår vi er modne nok til at træffe vores egne beslutninger - og hvordan det kan ske - når vi aldrig har fået lov til at prøve det.

Kirsten Hyldgaard giver et indspark fra en psykoanalytisk vinkel. Hun foreslår at skelne mellem didaktik og pædagogik ved at erkende, at "det pædagogiske" ikke lader sig indfange af en videnskabelig form for tænkning. Man kan ikke planlægge sig væk fra den kendsgerning, at barnet udsætter sig for fortrængninger og ubevidste konflikter, påpeger hun. Derfor skal læreren eller pædagogen ikke forsøge at løse eller fjerne alle konflikter i og omkring barnet/eleven/den studerende, men se dem i øjnene og anerkende og tolerere dem. Et eksempel på dette henter hun i sundhedspædagogikken: Det er ikke den pædagogiske opgave at gøre rygere og alkoholikere opmærksomme på, at deres misbrug er farligt, for det ved de godt i forvejen. Dette eksempel kan formentlig let omsættes til mange andre undervisningssituationer, hvor eleverne egentlig godt ved, at de ikke gør det rigtige i forhold til at lære det, nogen finder fornuftigt. Det må læreren tage højde for ved at erkende, at det er umuligt at gennemføre en undervisning, der er fri for modsigelser, skriver hun.

Bogens artikler er velskrevne og væsentlige. Det er benhård teori - men absolut umagen værd at tygge sig igennem.