Sikkerhedsstyrelsen har i år sendt 33.800 par gratis beskyttelsesbriller afsted til skolelærere, der underviser i fyrværkerisikkerhed.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Sikkerhedsstyrelsen tilbyder hvert år gratis undervisningsmateriale og beskyttelsesbriller til undervisningen. Undervisningsmaterialet findes til forskellige klassetrin.
"Vi har i år sendt det største antal sikkerhedsbriller afsted til skolerne, og jeg håber, at de kommer på hver gang, at børn og unge er i nærheden af krudt", siger kontorchef for Kunder og Kommunikation i Sikkerhedsstyrelsen Kirstine Gottlieb.
13 procent af forældrene med børn i alderen 6-18 år oplyser i en YouGov-undersøgelse, at de har børn, der selv har tændt et batteri, da barnet var i alderen 6-8 år.
Syv procent af forældrene har børn, der selv har fyret en raket af, da barnet var 6-8 år. 25 procent af forældrene oplyser, at deres barn var mellem 9-11 år, da de første gang fyrede raketter af.
"Vi er meget overraskede over, at der er så mange, som angiver, at mindre børn selv har prøvet at fyre en raket eller et batteri af. Det er faktisk ret vildt. Fyrværkeri er festligt, men det er ikke legetøj. Det er krudt, der eksploderer, så man skal kunne overskue konsekvenserne af at tænde lunten. Det kan mindre børn næppe, så undervisningen er enorm vigtig", siger Kirstine Gottlieb.
Sikkerhedsstyrelsen har delt tusindvis af sikkerhedsbriller ud til elever
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.