Iført den skriggule demonstrationsvest havde Signe Kløve Dreyer i det meste af april stået på gader og stræder og aktioneret, mens hun og kollegaerne var lockoutet. Men da hun endelig, på sin fødselsdag, måtte gå på arbejde igen, var det langtfra en festdag. »Det var virkelig deprimerende og desillusionerende. Stemningen på lærerværelset var helt nede under gulvbrædderne«, fortæller Signe Kløve Dreyer.
Fem år er gået, og nu er der igen udsigt til konflikt på det offentlige arbejdsmarked. Og selv om lockouten i 2013 stadig sidder i kroppen, er Signe Kløve Dreyer klar til måske at blive lockoutet igen.
»Vi kæmpede for en sag. Næsten dagligt var vi til forsamlinger og aktiviteter. Det var rigtig givende at møde andre lærere, som var i samme situation som jeg selv. Man kan vende argumenter og tale med lærere på andre skoler«, siger hun.
Selv om flere af Signe Kløve Dreyers kollegaer har udtrykt, at de vil føle sig til grin ved at stå med en gul vest igen, så er hun selv klar til at tage en tur mere i vejkanten og til demonstrationerne.
»Jeg bliver ikke træt af at gå i gule veste og demonstrere. Man bliver nødt til at konflikte, hvis man vil ændre noget. Men arbejdsgivernes våben er meget mere voldsomt, fordi det kommer til at ramme mange flere mennesker. De har valgt en meget konfrontatorisk linje«, siger hun, med henvisning til at KL har varslet lockout af alle landets lærere fra 10. april, mens DLF kun har varslet strejke for cirka 5.500 lærere.
Selvom 2013-konflikten formelt er et overstået kapitel, anser Signe Kløve Dreyer slet ikke konflikten som afsluttet. Faktisk tværtimod.
»Det er helt surrealistisk, at vi skal konflikte igen. Men jeg ser ikke det her som en ny konflikt. Vi har jo ikke fået en arbejdstidsaftale. Konflikten er en kamp, der ikke er afsluttet. Det er afslutningen på det, der skete i 2013«, siger hun.
En illusion
Signe Kløve Dreyer er i dag ansat på Skolen på Islands Brygge i København, hvor hun underviser i håndværk og design, dansk, historie og idræt. Under lockouten i 2013 arbejdede hun på en skole i Vallensbæk, og hun husker tydeligt de mange konfliktaktiviteter, hun deltog i.
»Vi var mange, der syntes, at det var ret festligt. Når nu det ikke kunne være anderledes, så var det sjovt at forene sig, og der var mange, der blev fagpolitisk engageret. Det var ikke længere kun Tordenskjolds soldater, der stod ved de evige demonstrationer dag efter dag. Det var en kæmpe vækkelse for faget, at det kunne lykkes at samle så mange mennesker til kæmpestore demonstrationer«, mindes hun.
Signe Kløve Dreyer betegner sig selv som en af de soldater, der ofte er at finde på gaden til demonstrationer. Det gør hun, fordi hun tror på, at det kan ændre noget.
»Jeg troede faktisk på, at vi kunne gøre en forskel. Jeg havde en illusion om, at sund fornuft ville hjælpe, og jeg tænkte, at det måtte være muligt at forklare regeringen og befolkningen, hvad det var, vi var oppe imod. Her var en sag, der var så soleklar, at folk da måtte kunne forstå det. Men det virkede overhovedet ikke. Tværtimod«.
Fleksibel og tydelig arbejdstidsaftale
En af de helt store knaster, der har ført til, at landet nu står over for en storkonflikt, er lærernes arbejdstid. Og det er også netop manglen på en arbejdstidsaftale, der får Signe Kløve Dreyer til igen at trække i den gule vest.
»Jeg savner en arbejdstidsaftale, som er tydelig og giver fleksibilitet. Der er en større kynisme i dag, også omkring kvaliteten af undervisningen. Tidligere kunne jeg aldrig finde på at vise en film, jeg ikke havde set, eller udlevere en roman, jeg ikke havde læst. Jeg skal jo være garant for, at det kan bruges i undervisningen. Men det gør jeg nu. Og jeg har ikke engang dårlig samvittighed, for hvornår skulle jeg nå at læse romanen eller se filmen?«
Ved redaktionens slutning 16. marts klokken 12 forhandlede overenskomstparterne stadig i Forligsinstitutionen.
Signe er klar til kamp – igen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.