Se mine bukser og Fru Jensens sidste fristelse

"Se mine bukser og Fru Jensens sidste fristelse" er titlerne på to fine og meget forskellige marionet forestiller fra Balsamico Expressens hånd. Tilsammen kalder de to forestillinger på både latter, refleksion og fri association.

"Se mine bukser" er forestillingens første stykke. Det er baseret på en gammel jødisk vandrehistorie, der handler om en gammel skrædder, som skal sy et par bukser for en kunde. I hænderne på marionetføreren Lone Nedergaard får ikke kun skædderdukken, men også hele hans værksted, liv. I bedste Disneystil træder målebånd såvel som skræddersaks i karakter og bliver til flittige hjælpere. Og da de færdige bukser også viser sig at have sit eget liv, bliver skrædderen så glad for dem, at han ikke vil afgive dem til kunden.

Samspillet mellem Lone Nedergaard og hendes dukke er meget fint og hjerteligt, og der er en troværdig og underspillet humor i spillet mellem dem. Dette kommer ikke mindst til udtryk, da dukken til sidst rækker hånden op mod sin dukkefører og sørger for, at også hun får tildelt applaus. Vi bliver således ført ind i et poetisk og besjælet univers, hvor døde ting danser af liv til Lone Nedergaards melankolske nynnede melodier. "Se mine bukser" er en lille underfundig dukkeforestilling, der vil have sit publikum til at få øjnene op for de små, men ægte værdier i tilværelsen.

I forestillingens næste stykke "Fru Jensens sidste fristelse", springer vi fra folkeeventyrets verden til et moderne og abstrakt univers. Vi ser lige ind i hr. og fru Jensens dagligstue, hvor det til stor begejstring for fru Jensen vælter ind af brevsprækken med kulørte reklamer og fristende tilbud. Og inden vi har set os om, er hun svævet ud af vinduet for at tage del i det fristende indkøbsmekka som gør sig til udenfor vinduet. Tilbage sidder hr. Jensen, men også han bliver snart fristet, da en kæmpe kælen læbestiftsmalet mund viser sig for ham, og lokker ham i flyvende tilstand ud af vinduet. I masseforbrugets og fristelsernes navn er hr. og fru Jensen nu blevet skilt ad. Herefter udvikler forestillingen sig til en fantasifuld collage af skygger, former og stemningsskabende musik. Hvordan disse abstrakte billeder skal forstås, er der ikke noget entydigt svar på, for forestillingen er lige så rig på tolkningsmuligheder, som den er på fascinerende billeder. Men mon ikke det lille røde hjerte, som til slut hænger i en tynd tråd ned foran vinduet, symboliserer den pris hr. og fru Jensens har betalt for at lade sig forføre af de materialistiske tilbud frem for af hinanden? Balsamico Expressens forestillinger illustrerer med disse to må forestillinger, at dukketeater kan fortælle livsbekræftende historier såvel som abstrakte og samfundsbelysende fortællinger.

Sandra Theresa Buch