Sandhedsministeriet og virkeligheden …

Det er en kendt sag, at sprogsymbolers udtryk og indhold er dynamisk sammenkædet, og at der i samme sprogkultur er en fælles og ret entydig opfattelse af ordenes betydning og det bag ordene eksisterende begreb.

Men det er ved at vende. De seneste år har vi i stigende omfang været udsat for en politisk styret kreativ kommunikation, hvor ordene eller begreberne beskrives eller indsættes i sammenhænge, hvor indholdet skifter karakter. Hvis det kan fremme den politiske sag, vil hidtil neutrale eller positivt ladede ord eller begreber få et nyt negativt indhold – og tilsvarende ændres ord, så de kan signalere noget positivt.

I de første tilfælde intimideres indholdet – »vi har ikke brug for eksperter – smagsdommere – vi kan selv«, »rundkredspædagoger«, »gruppeeksamen«, og hvor beskrivelserne skal gøres positive, ændres udtrykket – Socialministeriet ændres til Velfærdsministeriet, og Udlændingestyrelsen ændres til Udlændingeservice! Her er den kreative kommunikation baseret på rene eufemismer.

Det er tydeligt, at den negative kreative kommunikation specielt har været rettet mod professionelle i den offentlige sektor. Tiden må være inde til, at de professionelle tager til genmæle. Vi kunne jo til en begyndelse selv anvende kreativ kommunikation, men med modsat fortegn af den af regeringen anvendte. Vi kunne finde de udtryk, der reelt dækker det politiske indhold. For eksempel bør Undervisningsministeriet kaldes Sandhedsministeriet, for alt hvad der kommer fra dette ministerium, har jo sandhedens karakter. Det kan ikke drøftes, det kan ikke betvivles, der er ikke et teoretisk og erfaringsbegrundet fagligt indhold, man kan forholde sig til. Der er tale om absolutte sandheder, der henter begrundelserne i myter eller uvederhæftige statistikker – »Danmark har verdens dyreste folkeskole«, »Pisa påviser klart, at vi er for dårlige til .«, »vi skal have nationale test«, »Cepos' skalering af skolerne er retvisende .«.

Når så protesterne bliver for massive, så indrømmes enkelte detaljefejl, der nedsættes såkaldte afbureaukratiseringsudvalg – og så markeres det lige »men elevplaner, nationale test er kommet for at blive!« Selvom de faglige begrundelser mangler, består sandheden – den kreative kommunikations nysprog vinder.

I Orwells »1984« er beskrevet et sådant sprog. Der optræder tre ordlister, a, b og c. I ovennævnte sammenhæng er det b-listen, der er interessant: »Ordliste b bestod af ord, der var konstrueret med politiske mål for øje . til formål at fremkalde en bestemt indstilling hos dem der brugte dem. Intet ord var ideologisk neutralt – mange var eufemismer!« Plan B, frit valg, rettigheder, noget for noget, kompetitive mål, kooperative mål, gruppeeksamen . alt sammen ord, der har den ønskede negative eller positive sandhedsværdi, som den defineres af en neoliberal tænkning, som er sand, og som ikke ejer tvivlens nådegave, mens en humanistisk, demokratisk baseret definition af de samme ord eller begreber vil blive opfattet som »uliberal« (social) og derfor usand og kættersk – en »tankeforbrydelse«!

Den uliberale, teoretiske og erfaringsbegrundede viden og indsigt har svære vilkår. Så som Søren Bald siger i »Et hanegal om skolen uden mure«: »'Bekæmp sandheden' . sandheden i betydningen fast forankret tro på en pædagogiks eller styreforms rigtighed er en hindring for alle elevers selvstændige udvikling«.

Per Kjeldsen er leder af tænketanken Sophia

»Tiden må være inde til, at de professionelle tager til genmæle«