Balancen mellem faglig grundighed og letlæselig begynderintroduktion kan altid diskuteres. Skal jeg begynde med det positive, så vil jeg klart rose, at der er udkommet en bog, der på let og overskuelig måde - og på hverdagsdansk - tager de ord og begreber i vore danske salmer op, som umiddelbart kan være svære at forstå. Salmerne er en del af danskernes helt unikke kunstneriske kulturarv, som vi selvfølgelig skal værne om og give videre til de næste generationer. Det vil jo være helt forfærdeligt, hvis ingen pludselig kunne synge med på de kendte årstidssalmer, morgen- og aftensalmer, jule-, dåbs-, bryllups- og begravelsessalmer.
Forfatterne viser kærlighed for vores salmesangskat og vil gerne have salmerne udbredt for en større skare, end de ellers er i dag. Og det beklages, at mange af salmerne kræver et kendskab til den kristne tro, så det derfor er nødvendigt, at der nu kommer et letlæst opslagsværk, der ikke gør brug af teologisk fagsprog. Men jeg savner, at der også står bare en lille smule om selve salmens indhold, en form for tematisk ramme, tidshistorisk ramme og gerne lidt om salmedigter og komponist.
Alligevel vil jeg sige: Kort er godt. Og en sådan bog bør stå tilgængeligt i flere eksemplarer på en skole, så man lige kort kan nå at orientere sig, inden man får lyst til at synge en salme. Eller hvis der pludselig skulle opstå et spørgsmål fra en elev om en eller anden deltalje.
Salmeordbogen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.