Sagaen om edsbrødrene

Tormod og Torgejr voksede op sammen på Island, i et miljø hvor menneskeliv ikke talte ret meget. Der skulle ikke ret meget til at udløse et drab. Lidt såret stolthed, lidt uenighed om ejendom eller en forkert bemærkning. Sådan var det bare, i hvert fald at dømme efter sagaerne, der formentlig blev skrevet ned et par hundrede år efter begivenhederne hvis de da har fundet sted i virkeligheden.

Forfatteren har gendigtet i godt sprog og har tillempet forlægget der også kendes som sagaen om fostbrødrene så de enkelte afsnit hænger bedre sammen end Snorres overlevering. Der er et fint personregister og kort over Island og den dengang beboede del af Grønland. Et rigtig gedigent stykke arbejde.

En stor del af sagalitteraturen er storslåede skildringer af livet på Island i vikingetiden, på godt og ondt. Ofte smukt fortalt, med ha-stemthed, og de store følelser uden på fåreskindskoften.

Men jeg har aldrig forstået, hvorfor netop denne beretning om to afstumpede voldspsykopater skal indgå i vor nationallitteratur som noget specielt værdifuldt.