EU er et obligatorisk emne i samfundsfag, men umiddelbart vånder mange af vore elever sig, for kan man tænke sig noget mere kedeligt? Dog får de hurtigt en forståelse for, at det faktisk er et problem, som i høj grad vedrører dem og deres fremtid og deres demokratiforståelse.
Sammen med de bunker af materialer, som EU selv udsender, har vi nu her to bøger med tilhørende nemme opgaveark som er i et nutidigt udstyr og layout, flot, og en engageret og appellerende tekst i samspil med velvalgte illustrationer.
Det faktuelle indhold er nøgternt beskrevet, men EU-tilhængere vil uden tvivl kunne hævde, at det er tendentiøst, fordi småord og vendinger for den opmærksomme læser afslører en vis skepsis hos forfatteren, og fordi han naturligvis ikke glider hverken uden om eller let hen over de helt åbenlyse problemer, EU-tilhørsforholdet afstedkommer.
Første bog omhandler EUs opbygning og funktion, mens den anden behandler historien, nutidens politik og problemer og den mulige fremtid.
To absolut anbefalelsesværdige bøger, som kommer netop nu, hvor EU-problematikken med Danmarks formandskab er særligt aktuelt og påtrængende.
Sådan styres EU / Sådan udvikler EU sig
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.