Anmeldelse

Sådan set 1

- Natur-teknik i første klasse

'Sådan set 1' er et særdeles velstruktureret og velgennemtænkt materiale til undervisningen i natur-teknik i første klasse. Sættet danner en meningsfyldt helhed, der vil være en uvurderlig støtte til såvel den erfarne som den mindre erfarne natur-teknik-lærer.

Samtalebogen, der er gennemillustreret med fine farvetegninger, behandler faget i fire hovedområder: Jeg er tingsamler, Varme og kulde, Rum og retning, Køkkensjov. Her er store samtalesider, der danner udgangspunkt for ekskursioner og forsøg. Nøglesider med det materiale, man kan forvente at finde på ekskursionsstederne, informationssider og illustrationer af forsøg. Fire velvalgte temaer, der tager udgangspunkt i barnets erfaringsverden og tillader, at man kan komme vidt omkring.

Detaljerne er med og overblikket er bevaret. Her er mulighed for nogle sammenhængende forløb, der vil få eleverne til at tage et skridt videre i deres omverdensforståelse. Læsehestene kan prøve kræfter med de ord og begreber, her er nævnt. Teksten er dog indskrænket til det mest nødvendige, så både de læsesvage og de tosproglige elever kan være med.

De billige aktivitetshæfter er engangshæfter. Her er opgaver, tegnesider, sorterings- og tællesider, illustrationer og anvisninger, der vil lette arbejdet med forsøg i klasselaboratoriet. Et godt og nødvendigt supplement til samtalebogen.

Lærervejledningen limer sættet sammen til et hele. Den glimrende indledning: 'Generelle tanker og oplysninger' samler på få sider intentionerne med det nye fag. Her er begrundelsen for faget, naturvidenskabelig tankegang, lærerens rolle, dreng/pige-problematik, præcist beskrevet: 'Børnene skal møde nysgerrigheden

og skepticismen

i natur-teknik. De skal ikke bare tro, men opdrages til at leve godt med tvivlen og de ubesvarede spørgsmål. Naturvidenskaben er netop karakteriseret ved, at det sidste

ord aldrig bliver sagt. Verdensbilledet forandres konstant i takt med, at efterforskningen erhverver ny erkendelse. Det er et dynamisk

verdensbillede

.

Resten af lærervejledningen er metodisk. Alt er med. De enkelte sider i samtalebog og aktivitetshæfte får uddybende og fyldige kommentarer med. Her er faktasider med ekstra oplysninger, for eksempel fakta om krebsdyr, fakta om strandlege og fakta om kompasset.

Endvidere er her materialeliste til forsøgene og ekskursionerne, arbejdsvejledning, kopiark til for eksempel ensvarme dyr, bageopskrifter, støbning af bloklys med mere. Det er en stor lettelse, at forfatterne har anbragt små kopier af sider fra samtalebogen og aktivitetshæfterne, hvor de behandles i lærervejledningen.

'Sådan set 1' er ikke til at komme uden om, hvis man mangler undervisningsmateriale for at opfylde de intentioner, der bærer faget natur-teknik.