Rutiner brydes

Fem lærere begynder ikke bare at arbejde perfekt sammen, fordi de er i et team omkring en klasse.

- Vi er vant til at lukke døren bag os, når vi går ind til en klasse. Det sidder så dybt i os, at vi er nødt til at lære at arbejde sammen med andre. Vi skal lære at bruge hinandens stærke sider, og vi skal også kunne tåle, at der bliver stillet spørgsmål ved den måde, som hver især underviser på, siger Mette Løvbjerg fra Holmebækskolen i Herfølge. Hun er en af de cirka 180 lærere, som Undervisningsministeriet har uddannet til regionale konsulenter, der støtter skoler i at føre folkeskoleloven ud i livet.

Netop loven kan bruges til at arbejde med kvalitetsudvikling, fordi den indeholder så mange nye krav til lærerne. Derfor foretrækker Mette Løvbjerg at arbejde i længere processer på den samme skole i stedet for blot at komme med et oplæg på et møde i pædagogisk råd en enkelt gang.

- Kun ved at komme på den samme skole flere gange kan jeg hjælpe med at bryde rutinerne. Men det skal foregå på en måde, så lærerne ved, at hele deres verden ikke bare bliver revet væk, siger Mette Løvbjerg.

En fælles holdning

Hun deltager blandt andet i længere forløb på Parkskolen i Høje-Taastrup Kommune, hvor der er sat fokus på projektopgaven, intern evaluering, teamdannelser og læseplaner.

- Skolens lærere tager på kurser ude i byen, hvor de hver især lærer en masse. Men de bør også have en fælles holdning til, hvordan de skal gribe tingene an på deres egen skole.

Hun mener også, at lærere har en forpligtelse til at foretage en kvalitativ vurdering, når en bestyrelse ønsker, at skolen skal have sine egne læseplaner for nogle af fagene.

- Hvis fagenes lærere på forhånd har diskuteret, om Undervisningsministeriets forslag til læseplaner er gode nok, eller om de trænger til at blive forbedret, står de naturligvis stærkt i debatten med skolebestyrelsen, siger Mette Løvbjerg.

I første omgang skrev hver af Parkskolens 35 lærere fem gode og fem dårlige ting ved at være på skolen og sendte svarene til Mette Løvbjerg.

Efter det skulle lærerne forberede sig på at fortælle en god og en dårlig historie om deres liv på skolen.

- Mange nikker genkendende til de forskellige historier, fordi de har oplevet det samme. På den måde skaber man en fælles bevidsthed.

- Man er nødt til først at finde ud af, hvilke områder skolen bør forbedre. Ellers dukker den diskussion op, når man skal til at formulere sine målsætninger og de handleplaner, der skal til for at opfylde dem. Og så er der stor risiko for, at det ikke bliver til noget.

- Derfor er det fint nok, hvis skolen kun når gennem værdidebatten i år. Men på et eller andet tidspunkt skal man frem til et resultat, der kan kanalisere ressourcer hen til de områder, skolen vil satse på, siger Mette Løvbjerg.

- Det er også vigtigt, at lærerne kan se, at deres diskussioner fører til noget, tilføjer hun.

stan