Rugbrødsundervisning

Et af de mest forstemmende resultater af OECD's komparative undersøgelse er, at den gruppe børn, der har svært ved at klare sig fagligt i skolen, er endnu større end den samme gruppe i de andre nordiske lande.

Det er forstemmende, fordi det jo netop er de børn, den danske skole har gjort en særlig indsats for at hjælpe. Når vores grundskole er en af verdens dyreste, har det blandt andet været begrundet med, at der skal ekstra resurser til børn med særlige behov. Og så hjælper det åbenbart ikke alligevel.

Nu hedder det sig, at de dårlige resultater skyldes den sociale arv. At det er forældrenes skyld, at børnene ikke fungerer så godt i skolen. Den antagelse holder kun, hvis man kan påvise, at der er flere dårligt fungerende hjem i Danmark end i andre lande.

Kunne man tænke sig, at resultaterne har noget at gøre med måden, der bliver undervist på?

Siden 60'erne har de pædagogiske tendenser gået i retning af mere helhedsorienteret undervisning, tydeligst med projektopgaven. En arbejdsform, som fungerer fortræffeligt på universiteterne, og som er lyspunkter i gymnasiets treårige forløb.

Projektopgaven er en måde at tilrettelægge undervisning på, som giver sammenhæng og mening i læreprocesserne, hvor man kan overføre færdigheder fra et fag til et andet, hvor man inden for nogle rammer selv kan vælge at gå i dybden med det, man brænder for, selv finde oplysninger på nettet, bruge læreren som konsulent. Det er alle tiders. I hvert fald for de stærke elever, især dem, der også har forældrene som sparringspartnere.

Men hvad med de fagligt svagt funderede med den belastende sociale arv, dem, som måske oven i købet ikke er vildt motiverede for at sætte sig selv i gang? Kan de overhovedet overskue alle de muligheder og administrere al den frihed?

Kunne man forestille sig, at de fleste børn - og nogle voksne med - har brug for, at videns- og færdighedstilegnelse bliver delt op i overskuelige bidder, og indlæring sker i en på forhånd fastlagt rækkefølge?

Da vi selv gik i skole - den sorte skole kaldes den i dag - foregik indlæring af færdigheder gennem træning og mange næsten ens opgaver. 25 bøjede nakker over regnestykkerne i et tyst klasselokale. Det var rystende kedsommeligt. Det må det også have været for lærerne. Det må kunne lade sig gøre at variere de øvelser. Men kan det lade sig gøre at lære basale regne-, skrive-, læsefærdigheder på andre måder end gennem træning? Det siges, at det også kræver gentagelser at lære at spille violin og bordtennis.

Den strukturerede, trinvise færdighedstræning har to fordele, så vidt jeg kan se.

Den ene er, at eleven selv kan registrere sine egne fremskridt. Kravene er klare og eksplicitte. Nu kan jeg dividere, og nu har jeg fundet ud af det med nutids-r. Man skal ikke kimse af selv de små sejre.

Den anden er, at den er demokratisk. Det er lige så svært for lærerens datter som for taxichaufførens søn at lære procentregning. Det er næppe tilfældigt, at de dygtige indvandrerbørn vælger naturvidenskabelige studier. De udmærker sig ved præcision og eksakthed. Der kræves flid og udholdenhed, men man kan klare det uden den kulturelt funderede, almene dannelse, som kan være nødvendig for at læse humaniora eller samfundsfag.

Hvis de basale færdigheder ikke er i orden, er det svært at arbejde projektorienteret. Når man ikke kan læse, kan man ikke søge oplysninger; når man ved, at man ikke er god til at stave, har man næppe megen lyst til at skrive en rapport.

Færdighedsindlæring er rugbrød. Lidt kedelig og triviel, men uundværlig.

Tove Heidemann er cand.mag. og ph.d.

Konsulent i internationalisering ved Danmarks Pædagogiske Universitets afdeling i Haderslev