Robinson Kruse

CRAZY, CRAZY, CRAZY, - Bula-Bula med tilskuerne, morgengymnastik, skattejagt, vilde vinde og skønne kvinder, - og det hele i farverig indpakning med Robinsons oplevelser hjemme hos sin mandeglade mor og besøget på Fredags ø som holdepunkter for fantasien og trommespillet som akkompagnement til løjerne.

Teater Vestvoldens forestilling om Robinson Kruse er lige så skingrende skør og fornøjelig som Vivienne Mckees julecabaret'er, så her må man gøre op med sig selv: Kan jeg li' det eller ej? Jeg synes, at det bliver for meget. De voksne tilskuere grinede bravt og ofte, da jeg oplevede løjerne glide let over scenegulvet, mens de 9-årige ikke altid var med på det sproglige dobbeltspil.

Historien er skrevet med et lille fasthæftningspunkt til Daniel Defoes roman om Robinson, og hos Vestvolden har han fået en mor, som med sin yppighed stadig er på krigsstien efter mænd, men han har også fået en platinblond kæreste, der med sit koketteri vimser rundt på scenen som en Barbie-model på jagt efter at realisere en drømmetilværelse.

Fredag hedder egentlig Zabatuba, men det er sort snak for Robinson, så han får hjælp fra tilskuerne til at finde navnet Fredag til sin undersåt, som er forsvundet fra sin hjem-ø, hvor man savner ham.

"Festligt, folkeligt og fornøjeligt" kunne være betegnelsen for både manuskript, dekoration og spil, og det hele blev bakket aktivt og kraftigt op af tilskuerne efter en nøje instruktion fra Bula-Bula-øens beboere, der også havde stået i deres "leopardskindstøj" med bånd og bast og budt hver enkelt tilskuer velkommen i palmehyttens univers.

Historien kan ikke klare flere ord, men det kan til gengæld en af figurerne: Papegøjen Suki. Hun fænger i sin thaisilkelignende blå og irgrønne dragt, som instruktøren har ladet komme til fuld udfoldelse i form af hendes basken rundt på scenen og flyven op i træet. Hun er sig selv, for en fugl kan man ikke holde fast på, og det giver hende en position i den afstand fra løjerne, hvor de, der ikke har overgivet sig helt til situationen, også befinder sig. På et tidspunkt falder hun ned med jetlag (citat) og må så sunde sig for at genfinde sit gamle, sprælske papegøje-jeg. Det samme må tilskuerne: Nogle fordi de havde haft en lille times herlig grinetur i selskab med de fanden-i-voldske figurer, andre fordi vi overvejede, om tekstens sproglige vid lå over, hvad der fænger hos de ni-årige.

Vivi Holm