Der fægtes og kæmpes, så det er en fryd i Asterions Hus opfindsomme gendigtning af historien om den modige helt fra Sherwood-Skovene. Og det bliver yderligere en fryd, fordi helten spilles af en pige.
Det er mig der er Robin Hood! Skuespilleren er overbevist. Og overbeviser os andre. Ja, det er hende. Og det kan vi være glade for - alle os tilskuere.
For Tilde Knudsen gør det godt, rigtigt godt. Med et overrumplende fysisk overskud fægter og kæmper hun sig gennem fortællingen om Robin Hood. Er overordentligt heltemodig som helten fra Sherwood-skovene, der møder Lille John, spillet af Martin Ammundsen, på broen; er helten, der falder i vandet da Lille John slår hende i en drabelig kamp. Er en meget mandig Robin Hood, der møder den mands-forklædte Lady Marion ude i skoven - også spillet af Martin Ammundson. Altså spiller en mandlig skuespiller Lady Marion, som forklæder sig som en mand. Har du et problem med det? må Martin Ammundsen spørge Tilde Knudsen. Næh, det har hun vist ikke. Hverken som skuespiller eller som den figur hun spiller, Robin Hood.
Så vi har en ramme. To skuespillere, der har sat sig for at spille hele historien om Robin Hood og alle hans raske svende. Deres redskaber er enkelte kostumer, et par kamppinde og nogle kårder. Og så ellers deres forvandlingsevner, som de bruger flittigt, når de dribler ud og ind af rollerne - og for eksempel lader en neglebørste, være den ene af de raske svende; den anden bliver spillet af en sok.
Også tilskuerne får lov til at være med. Han skal hænges i aften, er det budskab, som første række af højlydt medlevende unger får lov til at sende ned langs rækkerne. Helt til den når ned til Robin Hood. Og da Robin Hood søger efter forklædning for at kunne deltage i bueskydningskonkurrencen, låner en velvillig otte års pige hende sin hat. Og da Robin Hood kysser Lady Marion, eller også er det omvendt- det er i hvert fald en af de længste og mest varierende kyssescener, jeg har set - beder en purk skuespillerne, om ikke de blot kan fortælle, når de er færdige med det der kysseri. Og da Robin Hood i den hede kamp mod stykkets skurk kommer til at dræbe Lady Marion, lever vi alle med - unge som gamle.
I det hele taget bliver der spillet, så det er en fryd. Blot kunne man ønske, at der havde været lagt mere omsorg omkring spillet i spillet. Og det helt fra begyndelsen. Først og fremmest mangler vi en grund til, at det netop er Robin Hood, som skuespillerne vil spille. Hvorfor ikke hvad som helst andet? Og skiftene mellem spillets forskellige virkeligheder kunne også være klarere. Men bortset fra det, er det godt gået. Både af drengen, der spiller pige og alle de andre roller. Og af pigen, der spiller helten fra Sherwood-skovene. Ikke mindst! Lone Nyhuus
Robin Hood som aldrig før
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.