Sidste sommer måtte testleverandøren Cowi betale en bod på knap en million kroner, fordi de første nationale test ikke levede op til kravene i kontrakten med Undervisningsministeriet. Nu er der risiko for endnu en bod, hvis Skolestyrelsen konkluderer, at 'opgavebanken' stadig ikke lever op til kontrakten.
Ifølge den reviderede tidsplan for projektet skulle opgavebanken til de obligatoriske test - bortset fra de endnu mere forsinkede læsetest - være fyldt helt op den 30. januar i år. Det vil sige, at der skal være 540 forskellige opgaver per test, ligeligt fordelt på profilområder og sværhedsgrader.
"Vi går i gang med en stikprøveundersøgelse, for vi kan ikke afgøre, om kravene er opfyldt ved en simpel optælling af antallet af opgaver i banken. Vi er nødt til at se på kvaliteten også", siger direktør for Skolestyrelsen Martin Isenbecker. "Baggrunden er jo, at en stor del af opgaverne ikke blev godkendt ved gennemgangen i 2008, og det har Cowi skullet rette op på. Det undersøger vores fagfolk nu. Det kan sagtens komme til at strække sig ind i foråret, før vi er klar med en melding«.
Holder vederlag tilbage
Samtidig med at der altså nu er risiko for endnu en bod, holder Skolestyrelsen også stadig en del af Cowis månedlige såkaldte servicevederlag tilbage.
Sidste sommer var det 2,3 millioner kroner, der blev tilbageholdt, men en del af disse penge blev udbetalt, da systemet bestod nogle funktionsprøver i september. Men Skolestyrelsen holder fortsat 65.000 kroner tilbage hver måned. Lige nu svarer det til omkring en million kroner.
Disse penge kommer først til udbetaling, når styrelsen har godkendt en driftsprøve af den samlede evalueringsportal inklusive de nationale test.
Skolestyrelsen er også stadig i tvivl om en række problemer, som viste sig undervejs gennem afprøvningerne af testopgaverne, og hvor eksperterne simpelthen ikke er enige om, hvorvidt dette har betydning for elevernes gennemførelse af testene. Blandt andet har eksperterne kasseret en hel del opgaver, fordi hele opgaven ikke kan ses på ét skærmbillede.
Men Cowi argumenterer for, at næsten ingen elever reelt sidder ved en lille skærm med en skærmopløsning på 800 x 600. Derfor har Skolestyrelsen accepteret, at pilottestene gennemføres med opgaver, der kan være på ét skærmbillede på almindelige, større skærme, og så opfordrer man skolerne til at melde tilbage, hvis det giver problemer.
Det samme gælder problemerne med kortmateriale til geografitesten, hvor det ikke har været muligt at finde en god elektronisk løsning, der giver eleverne tilgang til kortudsnit i en god kvalitet til de enkelte opgaver. I stedet tilbyder man forskellige løsninger ved forårets pilotafprøvning og vil så lytte til skolernes tilbagemeldinger. Skolerne kan udlevere egne atlas til eleverne, udskrive en kortsamling fra nettet, eller eleverne kan klikke frem og tilbage mellem testen og pdf-udgaver af kortmaterialet på computeren.
Vil levere varen
Afdelingschef Søren Adamsen, Cowi A/S, har ikke lyst til at kommentere, hvor store risici der er for, at konsortiet, der omfatter COWI, Unversity College Copenhagen, VIA, @ventures samt CSC, får endnu en bod.
"Vi har fremsendt det aftalte antal opgaver til Skolestyrelsen, som nu vurderer dem. Før vi har se resultatet, kan vi ikke udtale os. Men det er korrekt, at hvis ikke Skolestyrelsen mener, at de har fået det, som de har bedt om, så kan der i princippet komme en diskussion om, hvorvidt vi skal pålægges en bod", siger han.
At Skolestyrelsen holder en del af Cowi-koncernens månedlige servicevederlag tilbage er i overensstemmelse med den indbyrdes aftale.
"Cowi er med i projektet for at levere varen, og vi går ud fra, at funktionsprøven forløber så godt, at vi på et tidspunkt får hele vederlaget", siger afdelingschefen.
Risiko for ny bod til Cowi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.