Rinkebyskolan

Skolen var slidt ned. Fysisk og mentalt. Betonkvarteret i Stockholm var i gang med en forslumningsproces, som man ikke skal lede længe for at finde danske paralleller til. Men for cirka 15 år siden gik den nyudnævnte skoleleder, Börje Ehrstrand, i gang med at løse problemerne fra en ende af.

I samarbejde med en journalist har han nu sammenfattet sine erfaringer, og de er gode og vidtskuende alle sammen. Det virker uklart, hvordan arbejdsfordelingen mellem de to har været i skriveprocessen, men man må da gå ud fra, at den mest direkte ros til skolelederen er forfattet af journalisten. Beskedenhed er ikke et af udviklingsredskaberne på skolen.

Men selv om stilen mobiliserer skeptisk distance hos læseren, er bogen god og inspirerende. Der er brugbare beskrivelser af, hvordan man har forsøgt at løse en lang række problemer, og hvordan man kan sparke optimisme ind i situationer, der ser håbløse ud.

Skolens centrale nøglebegreber er helhedssyn, maksimal udfordring for hvert barn, respekt for regler og normer, god sundhedstilstand samt opfattelsen af forældrene som en resurse i skolen. For hvert af disse begreber er der formuleret handleplaner og taget konkrete initiativer. Dem er der i og for sig ikke noget at sige på; min eneste indvending er, at de ikke kan almengøres. Helhedssynet fremmes ved at samle de resurser, der findes rundt om børnene. På Rinkebyskolen har lederen fået dem samlet ved at rage til sig med arme og ben, således at både den lokale musikskole og specialklasserækker er lagt ind under hans domæne. Det kan godt være, at det virker. Men lederne på de omkringliggende skoler kan så ikke gøre det samme. Det samme gælder samarbejdet med et teknisk universitet om en science-linje, og det gælder ikke mindst shownumre som at invitere nobelprisvindere ud til foredrag og samtale med eleverne.

Der er sympatiske krediteringer af en række entusiastiske lærere, der har sat hver deres del af virksomheden på skinner. Det har jeg et lidt ambivalent forhold til. For naturligvis er det prisværdigt, at et par erfarne og kompetente lærere vier deres liv til at følge med i elevernes og deres familiers liv. Men jeg fandt ingen anvisninger på, hvordan man arbejder med, at andre lærere med tiden kan overtage deres funktioner uden at lade sig opsluge af skolen med hud og hår.