Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Regeringens spareplaner kan koste populært matematik­vejleder­netværk livet

I sit finanslovsforslag lægger regeringen op til at reducere bevillingen til Nationalt Center for Udvikling af Matematikundervisning (NCUM) med tre millioner kroner om året. Det vil ramme et landsdækkende netværk for matematikvejledere, lyder det fra centerets leder.

I stedet for at skære hårdt i bevillingen fra ét år til det næste ser leder af NCUM Morten Blomhøj gerne, at der stilles krav om gradvist mere fondsfinansiering. "Vi er til at tale med”, siger han.

Foto: Privatfoto
Andreas Brøns Riise
Andreas Brøns Riise Journalist
1 kommentar
13. september 2024, kl. 11:45
1 kommentar

Torsdag i sidste uge var cirka 500 matematikvejledere fra hele landet samlet til konference i Odense.

Temaerne var blandt andet de kommende nye fagplaner i faget og en ny stor indsats for at udbrede forskningsviden om undervisning i tal og algebra til alle landets skoler.

Men konferencen foregik på et dystert bagtæppe.

Fredag i forrige uge fremlagde regeringen nemlig sit finanslovsforslag, og her er der lagt op til at skære markant i bevillingen til en af arrangørerne af konferencen, Nationalt Center for Udvikling af Matematikundervisning (NCUM).

Regeringen vil reducere centerets årlige bevilling fra fem til to millioner. Og spørger man lederen af centeret, professor i matematikdidaktik ved Aarhus Universitet Morten Blomhøj, vil det få store konsekvenser.

”Det er uklart på nuværende tidspunkt, hvad vi vil kunne gøre for den nye grundbevilling, der lægges op til. Men det vil udfordre vores evne til at fortsætte de nuværende aktiviteter og navnlig at udvikle nye aktiviteter, der kan støtte matematikvejlederene, som vi opfatter som et helt afgørende vækstlag i matematikundervisningen i grundskolen”, siger han.

Morten Blomhøj fremhæver den nye tal og algebra-indsats, NCUM gennemfører for Børne- og Undervisningsministeriet, som eksempel på et tiltag, der næppe vil kunne gennemføres, hvis centeret mister så stor en del af deres finansiering, som regeringen lægger op til:

“Det er stærkt tvivlsomt, om det vil kunne lade sig gøre at understøtte et sådant projekt for en bevilling som den, vi kigger ind i”.

“Netværket er essentielt som matematikvejleder”

Bag NCUM står et konsortium af fem professionshøjskoler og universiteter, men centeret samarbejder med alle matematikdidaktiske miljøer i landet.

NCUM har som en central del af sit virke at etablere og samarbejde med netværk for pædagoger og lærere, der beskæftiger sig med matematisk opmærksomhed og matematikundervisning i dagtilbud, grundskole og ungdomsuddannelse.

Nogle af netværkene finansieres helt eller delvist at NCUM, herunder Danmarks Matematikvejleder Netværk (DMN), der også står som medarrangør af den årlige konference i Odense.

Netværket består af et nationalt og seks regionale sekretariater. Det har omkring 1400 vejledere som medlemmer fordelt på cirka 850 grundskoler og er repræsenteret i 92 ud af 98 kommuner.

En af deltagerne på konferencen er matematiklærer og -vejleder på Sophieskolen i Guldborgsund Kommune Camilla Monø.

Hun frygter, at en reduceret bevilling til NCUM vil gå ud over centerets arbejde med at understøtte matematikvejledernetværket.

”Det er helt essentielt som matematikvejleder at have det faglige netværk. Både kommunalt, regionalt og nationalt. Der skal være nogle faglige flagskibe, der har styr på forskningen på området og laver materialer til os, vi kan bruge i netværket, og som vi i stor stil allerede bruger i vores arbejde”, siger hun og tilføjer:

”Det handler om at få forskning på området ud i skolen. Hvor går jeg hen og henter den viden, hvis jeg pludselig ikke har en konference som denne her eller et netværk?”

Den frygt deles af lektor emeritus Bent Lindhardt, der er koordinator for Danmarks Matematikvejleder Netværk. Han mener, at det er essentielt, at der afsættes statslige midler til at understøtte netværkets aktiviteter.

”Det kan ikke kun ske ved frivillighedens kraft. Det er urealistisk. Hvis man sparer på NCUM, fjerner man understøttelsen for de regionale netværk, der igen understøtter de enkelte ambassadører på skolerne. Og hvis ikke der er jævnlig ajourføring af viden lokalt, så vil de store indsatser dø ud”, siger han.

Morten Blomhøj understreger, at netværket er essentielt for, at NCUM kan få forskningsviden om matematikdidaktik i spil i folkeskolen.

”Det er en fantastisk infrastruktur at have til rådighed. Næsten alle kommuner har matematikvejledere, som er drivende i forhold til udviklingen i deres lokalområde. Og vi ved, at de kan understøtte efteruddannelse i egen praksis, der virkelig rykker noget ”, siger han.

Ikke klar til at leve af fondspenge – endnu

Ifølge Morten Blomhøj kom forslaget om at reducere NCUM’s bevilling som en lyn fra en klar himmel.

“Vi blev meget overraskede. Vi synes ellers, vi har mærket god opbakning til den virksomhed, vi har fået stablet på benene siden 2020. Vi har opbygget en faglig infrastruktur med ekspertgrupper, netværkskoordinatorer og samarbejde med alle matematikdidaktiske miljøer i Danmark”, siger han.

NCUM har endnu ikke fået en forklaring på, hvorfor regeringen mener, at der kan skæres i grundbevillingen.

“Jeg kunne forestille mig, at man tænker, at vi kan finde midler via fonde, institutioner eller andre eksterne kanaler”, siger han og understreger, at NCUM har haft succes med at skaffe fondsmidler til lokale udviklingsprojekter.

”Men der er bare forskel på at skaffe fondsmidler til specifikke projekter, der foregår bestemte steder inden for en afgrænset periode og så at finde dem til at drive en stadig didaktisk udvikling baseret på matematikdidaktisk forskning”.

Bent Lindhardt frygter, at en reduceret grundbevilling til NCUM faktisk vil sætte arbejdet med at skaffe eksterne midler tilbage:

”Vi har eksisteret i fire år, og der er på det seneste kommet en øget kontakt til fondene. Men hvilket signal sender det til dem, at regeringen nedskriver sin investering i NCUM?”

I stedet for en kraftig reducering i grundbevillingen fra det ene år til det næste, så Morten Blomhøj gerne, at man stillede krav om, at NCUM gradvist sikrer sig mere ekstern finansiering:

”Man kan for eksempel stille fordringer om, at vi skal øge vores fondsfinansiering gradvist. Vi er til at tale med”.

1 kommentar
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Regeringens spareplaner kan koste populært matematik­vejleder­netværk livet

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS