Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Regeringen vil ikke fremskynde afgørelse om flexuddannelsen

Glad Fonden må fortsat leve i uvished om flexuddannelsen. Regeringen er indstillet på at afsøge mulighederne for finansiering af et nyt optag, men beslutningen om en forankring af overbygningsuddannelsen til STU ser stadig ud til først at blive taget i 2025.

Foto: Glad Fonden
Henrik Stanek
Henrik Stanek Freelancejournalist
Start debatten
16. februar 2023, kl. 09:00
Start debatten

Siden 2018 har flexuddannelsen klædt unge med kognitive handicap som ADHD, autisme og generelle indlæringsvanskeligheder på til en fremtid på arbejdsmarkedet. Men uddannelsen eksisterer på lånt tid, advarer en rådmand, en borgmester og to direktører.

”De politiske drøftelser om de unges muligheder for videreuddannelse er udskudt til 2025, og først derefter kan det lovforberedende arbejde gå i gang. Det er ikke tidsnok”. skriver Anders Winnerskjold, social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune, Jens-Kristian Lütken, beskæftigelsesborgmester i Københavns Kommune, Louise Gade, HR-direktør i Salling Group, og Mikkel Holmbäck, administrerende direktør i Glad Fonden i et debatindlæg, som Berlingske bragte 1. december sidste år.

Uddannelsen skaber værdi hele vejen rundt

De fire peger på, at allerede nu står en gruppe af unge uden uddannelsesmuligheder.

”Det er unge, som risikerer at blive parkeret på en førtidspension i stedet for at blive dygtige og værdsatte medarbejdere inden for brancher, der mangler arbejdskraft”.

I indlægget, som også findes på gladuddannelse.dk, peger firkløveret på, at en evaluering viser, at flexuddannelsen skaber værdi hele vejen rundt.

”De unge gennemgår en enorm personlig og faglig udvikling i løbet af de to år på uddannelsen, virksomheder som Salling Group får mulighed for at ansætte dygtige og engagerede medarbejdere i et efterfølgende fleksjob, og samfundet har udsigt til at spare udgifter til blandt andet førtidspension. Faktisk helt op imod otte millioner kroner per årgang, hvis uddannelsen bliver udbudt på landsplan”, skriver politikere og direktører.

Ministeren vil inddrage erfaringer

Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne har bedt undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) om at kommentere debatindlægget, som har overskriften ’Både de unge og vores arbejdsmarked har brug for flexuddannelsen’.

Hun spørger desuden ministeren, om regeringen vil bevare flexuddannelsen.

”Glad Fondens flexuddannelse har spillet en central rolle for tidligere STU-elever, som er blevet hjulpet til at få et fodfæste på arbejdsmarkedet via et fleksjob. Regeringen er derfor indstillet på at afsøge mulighederne for at tilvejebringe den nødvendige finansiering til et nyt optag på flexuddannelsen”, indleder Mattias Tesfaye.

Glad Fonden har tidligere givet udtryk for, at Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i et par omgange skød flexuddannelsen til hjørne, da hun var undervisningsminister. Nu ser det ud til at ske igen, idet Mattias Tesfaye ligesom sin forgænger henviser til den aftale om flere rettigheder og bedre tilrettelæggelse af STU, som et bredt flertal i Folketinget indgik i maj 2022. Her blev det aftalt, at der skal ses på potentialet i at arbejde videre med, at STU-elever med de rette kompetencer får gode muligheder for videre uddannelse.

Flexuddannelsen er en toårig overbygning for unge, som har taget en STU og ønsker at prøve kræfter inden for køkken, detail, lager eller grøn service.

De unge får praktisk undervisning i en virksomhed, de lærer at tage ansvar for afgrænsede arbejdsopgaver og får samtidig teoretisk undervisning, der tager udgangspunkt i oplevelser fra hverdagen.

Under uddannelsen får de unge konkrete færdigheder, de kan tage med sig videre i en ansættelse, og samtidig bliver de en del af et socialt arbejdsfællesskab. De får større selvtillid og tro på egne evner, fordi de oplever, at de kan indfri forventninger fra en arbejdsplads.

”Børne- og Undervisningsministeriet ønsker, at den viden og de erfaringer, der allerede er tilgængelige fra Glad Fondens flexuddannelse, herunder også viden fra de deltagende kommuner og virksomheder, skal indgå i dette arbejde”, skriver Mattias Tesfaye i svaret til Karina Adsbøl.

Statslig finansiering kan ikke vente til 2025

Ministeren nævner ikke årstallet 2025 i sit svar til Karina Adsbøl, men det fremgår af den politiske aftale om STU, at der ”skal tages politisk stilling til specialeplanlægning af specialundervisningsområdet i 2025” og at der i den forbindelse ”vil blive set på potentialet for at arbejde videre med, at unge med de rette kompetencer får gode muligheder for videre uddannelse”.

Så længe kan Glad Fonden ikke vente, påpeger firkløveret bag debatindlægget om flexuddannelsen.

”Bliver der ikke bevilget statslig finansiering til et optag i 2023, kan de nuværende elevhold blive de sidste. Det er urimeligt over for de unge, som er efterladt uden uddannelsesmuligheder. Samtidig har vi ikke råd til at lade kompetent arbejdskraft gå til spilde”, skriver Anders Winnerskjold fra Aarhus, Jens-Kristian Lütken fra København, Louise Gade fra Salling Group og Mikkel Holmbäck fra Glad Fonden.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Regeringen vil ikke fremskynde afgørelse om flexuddannelsen

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS