"Gode kvalifikationer er grundlaget for, at alle kan klare sig i samfundet. Derfor skal Danmark have uddannelser i verdensklasse. Med globaliseringsreformen har regeringen sat uddannelserne i centrum og opstillet ambitiøse mål for hele uddannelsessystemet", lyder det om uddannelsesområdet i regeringsgrundlaget 'Muglighedernes Samfund', som Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen fremlagde i dag.
Blandt de konkrete initiativer fremgik det, at regeringen i dialog med KL vil opstille forslag til investeringer i folkeskolen, der skal sikre gode fysiske rammer og tidssvarende undervisningsmaterialer. Børnehaveklassen skal gøres obligatorisk, og børn med særlige talenter skal understøttes. Det skal blandt andet ske ved, at man lærerne allerede i uddannelsen skal have fokus på undervisning af de særligt dygtige børn.
Skolen skal desuden afbureaukratiseres, forstået sådan, at kommunerne skal have større frihed til at indrette skolevæsnet, så det passer med de lokale forhold. Det skal være lettere at lave fælles ledelse mellem skoler og daginstitutioner og der skal ske en forenkling og samtænkning af uddannelsesbog, uddannelsesplan og elevplan.
Mulighed for fritagelse fra regler
I forbindelse med en modernisering af den offentlige sektor fremgår det, at offentligt ansatte ledere og medarbejdere skal have større frihed til at yde borgerne en service af høj kvalitet. En række initiativer skal sikre en klar ansvarsfordeling mellem stat, kommuner og institutioner, og institutioner skal have mulighed for forsøgsvis at blive fritaget for at efterleve regler, administrative forskrifter og love.
"Det er medarbejderne på skolerne, i børnehaverne og på plejehjemmene, der i det daglige oplever de krav, der kan lægge hindringer i vejen for at yde god offentlig service. Afbureaukratiseringen skal derfor tage udgangspunkt i frontmedarbejdernes erfaringer", lyder det.
Regeringen: Bedre fysiske rammer og mindre bureaukrati
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.