Blandt andre Randers Lærerforeninger og de lukningstruede skoler har fremlagt nogle beregninger, som satte store spørgsmåltegn ved, at Randers kunne spare 12 millioner kroner ved at lukke to skoler:
"Hele forvaltningens beslutningsgrundlag er baseret på, at klasserne på de resterende distriktsskoler etableres som tal i et regneark", har formanden for Randers Lærerforening, Niels Jørgen Borgholm bl.a. påpeget.
På et kulturudvalgsmøde i sidste uge meldte det konservative byrådsmedlem David Møller så kulør til fordel for de lukningstruede skoler, og dermed var der ikke flertal i udvalget for en lukning. Skolernes skæbne skal endeligt besluttet på et byrådsmøde på torsdag den 27. november:
"27. november bliver en god dag for Randers Kommune", siger Niels Jørgen Borgholm til Randers Amts Avis og er overbevist om, at politikerne tager lukningsforlaget af bordet. "Jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at den sunde fornuft ville vinde til sidst. I grunden burde politikerne kvittere for at blive reddet for en kæmpeudgift. Når forslaget tages af bordet, ligger der store besparelser i de afledte udgifter ved skolelukninger - og samtidig bliver vi fri for den turbulens, der vil opstå, hvis så mange elever og lærere skulle flyttes rundt".
Ifølge avisen har Venstre-borgmester Michael Aastrup Jensen endnu ikke besluttet sig for, hvad han vil stemme på torsdag:
"Men nu kommer der en beslutning, og så er skoleområdet rent strukturmæssigt også for mit vedkommende fredet i de næste mange, mange år. Om man kan lide det eller ej, så er det et område, man ikke lige tager op igen".
Randers: Flertal bag skolelukninger smuldrer
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.