Af Tove Hvid
56 sider, 115 kroner
Serie: Bagom overskriften
Alinea
Tove Hvid har skrevet flere bøger for psykologer og andre fagfolk om spiseforstyrrelser. Denne bog adskiller sig ved at henvende sig til overbygningselever, forældre og lærere i et enkelt, indfølende og tydeligt sprog. Den gennemgår anoreksi, bulimi og overspisning i tre hovedkapitler, som er sat op i korte, fyndige rubrikker. Fællestrækkene for de tre spiseforstyrrelser samles op i et fjerde hovedkapitel, hvor de sættes ind i en historisk og aktuel kulturel sammenhæng. I dagens danske kultur befinder 29 procent af alle unge kvinder mellem 14 og 24 år sig i risikogruppen.
Forfatteren skriver ud fra en stor viden og indføling med de unge, og hendes psykologiske forklaringer eller forklaringsskitser er ofte meget rammende og med brug af fine metaforer. Bogen slutter med et kapitel om forebyggelse og risikogrupper, som måske er det væsentligste, hvis man som lærer vil tage det op i undervisningen som emne eller projekt eller i den direkte kontakt med elever og forældre.
Der er fine anvisninger og forslag til, hvordan såvel lærere som kammerater kan nærme sig dette vanskelige og ømtålelige emne.
Ole-Peter Petersen
Psykologi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.