Af Boris Cyrulnik
Oversat af Tine Byrckel
240 sider, 269 kroner
Rosinante
At overgreb på børn finder sted inden for familien i form af incest, omsorgssvigt og mishandling, og at stadig flere mennesker påføres tilsyneladende uoprettelige traumer i krige, der i udstrakt grad rammer civilbefolkningen, for eksempel gennem massedrab og voldtægt, er ikke nogen nyopdagelse - eller er det? I moderne traumebehandling arbejder psykologien med et nyere begreb kaldet resiliens, hvilket betyder ukuelighed, modstandskraft og evne til at genopbygge personligheden efter et overgreb.
Gennem eksempler og case stories redegør bogen for, hvordan det meget lille barn med den sunde udvikling opbygger et indre forsvarsværk, en resiliens. Bogen gør meget ud af forældrenes rolle for barnets personlighedsudvikling. Anden halvdel fokuserer på, hvordan det traumatiserede barn kan lægge den uhyggelige oplevelse bag sig, blandt andet ved hjælp af den tidligere opbyggede resiliens. Det er især gennem skabende virksomhed, at de grimme ællinger bliver til svaner.
Bogen henvender sig til alle, som har traumer tæt inde på livet: de mishandlede selv samt studerende, undervisere og behandlere inden for psykologi, psykiatri, pædagogik og social- og sundhedssektoren, men vær alligevel opmærksom på, at det er en psykiatrisk bog, der ud fra den biologiske videnskab argumenterer for sine påstande, og der er utroligt meget om fostres og spædbørns udvikling, der naturligvis er meget interessant, men på mange måder kan forekomme irrelevant for en folkeskolelærer med normale børn i alderen seks til 16 år.
Heidi Friborg Christophersen
Psykiatri, Psykologi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.