Professionssamarbejdet mellem lærere og pædagoger

Antallet af børn, der frekventerer skolefritidsordningen, er på 25 år steget fra små 1.300 til cirka 200.000. Men faktisk ved vi ikke ret meget om, hvad det offentlige får ud af denne enorme investering. Der er meget lidt forskning på området, kun få overordnede evalueringer, og der er få konsistente beskrivelser af målene og indholdet i samarbejdet mellem skole og skolefritidsordning.

Derfor er det ikke blot væsentligt, men også befriende, at der nu kommer en indsigtsfuld bog om dette områdes store udviklingspotentiale. Forfatteren har ph.d.-viden om dette samarbejdsfelt, rektorkendskab til professionerne via seminariefusioner og praktiske erfaringer fra en omfattende konsulentvirksomhed.

Bogens første halvdel er teoretisk og tung at læse. Der er sproglige småfejl, særegne metaforer og et noget stift sprog. Ærgerligt at der tilsyneladende ikke har været en kritisk redaktion ind over. Så spring første halvdel af bogen over og brug den om nødvendigt som opslagsværk. For den må ikke blive en barriere, der forhindrer en i at nå frem til guldåren: Værktøjs- og metodedelen.

Her får skoler og kommuner direkte tilgængelige opskrifter på forløb, der kan føre til en reflekteret og kvalitativ udnyttelse af samspillet mellem de to professioners kompetencer. Her stilles de centrale og prekære spørgsmål. Og her holdes troldspejlet op, så man får set de indbyrdes fordomme og får lokaliseret de oplagte faldgruber - til glæde for hinandens professionalisme, for børnenes udvikling og for det offentliges resurseanvendelse.