”Når jeg går ind i et rum med kunst, så får jeg naturligt lyst til at bevæge mig. Kunsten vækker noget i min krop”.
Sådan lyder det fra Sanne Hjortshøj, der fredag modtog førsteprisen ved Lærerprofessionen 2022 i kategorien årets bachelorprojekt samt årets særpris for sit bachelorprojekt ’I begyndelsen var bevægelsen’.
Og opfordringen til landets billedkunstlærer er derfor klar: Sæt kroppen i bevægelse, når der er billedkunst på skoleskemaet.
Netop samarbejdet mellem krop og kunst er udgangspunktet for Sanne Hjorthøjs prisvindende undersøgelse, som du også tidligere har kunne læse om på folkeskolen.dk.
”Det hele tager egentlig udgangspunkt i et grundsyn om, at vi får gjort eleverne passive, hvis vi sætter dem ned og beder dem om at lytte til viden, som vi pålægger dem oppefra”, fortæller Sanne Hjorthøj og fortsætter:
”Man arbejder jo med billeder på alle mulige måder i billedkunstfaget, men jeg synes der mangler inddragelse af kroppen. Vi skal igennem kroppen. Vi skal erfare det. Og vi skal øve de kropslige kompetencer på alle mulige måder”.
Udskift læringsro med bevægelseslæring
Ifølge Sanne Hjortshøj står vi, når det kommer til manglende bevægelse, med et af folkeskolens helt store problemer. Og det er en opgave, som også billedkunsten kan være med til at løfte.
”Nogle gange overser vi ting, fordi løsningen er så indlysende. Og for mig at se, er løsningen ligetil. Når vi strukturelt putter børn ind i en kasse i form af et klasselokale og forventer, at der skal foregå læring, så fjerner vi dem fra deres krop, og så opstår der ikke den samme grad af læring”, siger Sanne Hjortshøj og uddyber:
”Når vi bevæger os sammen, så har vi faktisk potentialet for flerstemmighed, så selvom vi ikke nødvendigvis har læringsro, så kan der sagtens ske en masse læring. Det kræver bare, at de voksne, der faciliterer læringsrummet, tør at gå ind i, at der ikke er fuld styring på, når der sker noget uforudset og ukontrollerbart”.
Sanne Hjorthøj understreger desuden vigtigheden af, at lærerne tilegner sig kundskaber indenfor inddragelsen af krop og bevægelse i deres undervisning. Og her er læreruddannelsen et vigtigt sted at starte.
”Jeg har på læreruddannelsen selv oprettet workshops med bevægelse og forsøgt at gøre opmærksom på, at der er behov for oprettelse af praksisbaner, hvor man får trænet at inddrage bevægelse i undervisningen. For selvom det langt fra er en ny opfindelse, så har vi altså ikke været gode nok til at klæde lærerne på til at få de gode ideer til, hvordan de inkorporerer bevægelse i deres fag”, lyder det fra Sanne Hjortshøj, der opfordrer læreruddannelserne til at tage opgaven seriøst.
”Der er ikke et fag, der hedder bevægelse i undervisningen, og tit er de undervisere, der står for fagundervisningen, selv måske en smule akademiseret og vant til at bruge tekst og ord. De fortæller om, hvordan vi bevæger os, men der er meget få, der udfører det i praksis”.
Dans, æstetik og sansning gennem hele livet
Sanne Hjortshøjs interesse for kunst og bevægelsen er bestemt ikke kommet over natten. Passionen er nemlig en, der har fulgt prisvinderen hele livet.
”I min tidlige ungdom boede jeg i Paris i to år, hvor jeg dansede. Her var jeg så heldig at støde på nogle megadygtige folk, som blandt andet havde udviklet et helt koncept til franske skolebørn, der hedder ’Dans i skolen’. På den måde er det nærmest lidt rørende, at ringen nu bliver sluttet her, fordi jeg ikke dengang vidste, at jeg ville tage en læreruddannelse”.
Lysten til at lærer fra sig opstod dog først efter nogle år i København, hvor Sanne Hjortshøj underviste på danseskoler, efterskoler og højskoler og langsomt blev optaget af dansens dannende element.
Derudover gjorde et job på museum JORN i Silkeborg prisvinderen opmærksom på, hvordan kunstformidling kan indtage en lang række forskellige former.
”Efterhånden som jeg blev uddannet billedkunstlærer, blev jeg også en del af formidlingen af kunsten på museum JORN. Her lavede jeg blandt andet ’Yoga med Jorn’, som var forløb for voksne, hvor vi putter bevægelsen ind i kunstens rum. På den måde inddrager vi også dem, som ikke normalvis tænker, at et museum er noget for dem”.
Og selvom Sanne Hjortshøj altid har elsket at danse, tegne og forme, så gjorde særligt en oplevelse hende opmærksom på, hvor central en rolle kunsten spiller i hendes liv.
”Jeg havde været ude og se noget børneteater med min søn, hvor jeg bare blev mega rørt. Han er otte år, så det kan jo godt være lidt pinligt, når mor sidder ved siden af og græder, og bagefter måtte jeg derfor fortælle ham: 'Jeg er så glad for, at vi kan have de oplevelser sammen, og det går mere og mere op for mig, at æstetik er mit sprog'”.
Hos Sanne Hjortshøj er der derfor heller ingen tvivl, om at hun vil arbejde videre med bevægelsen og kunsten, men hvad fremtiden helt konkret bringer vides ikke.
”Jeg har taget mig et lille rum tid, hvor jeg bare har kunne trække vejret og være lidt sammen med familie, og nu går jeg rundt med en masse gode ideer og glæder mig til at se, hvor de tager mig hen”.
Prisvinder til billedkunstlærerne: Kunsten skriger på, at man inddrager kroppen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.