Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Lærerprofession.dk

Prisnomineret:  Brug undersøgende matematik og styrk specialskolelevers deltagelse, siger Karin

Undersøgende matematik rummer et stort potentiale for specialskoleelever, skriver Karin Mogensen i sit pædagogiske diplomprojekt, der er nomineret til en pris hos Lærerprofession.dk.

Portræt af Karin Mogensen

Succes med undersøgende matematik hos specialskolelever kræver fælles rammer, fælles sprog og fælles forståelser hos de professionelle, konkluderer Karin Mogensen.

Foto: Privat
Dorthe Kirkgaard Nielsen
Dorthe Kirkgaard Nielsen Freelancejournalist
Start debatten
6. oktober 2026, kl. 10:02
Start debatten

Matematik er ofte et fag, hvor tempo og korrekthed vægtes højere end forståelse, men elevernes engagement styrkes, når matematikundervisningen ikke reduceres til opgaveløsning med fokus på det rigtige svar, men i stedet åbner for undersøgelse, samtale og refleksion.

Det skriver Karin Kolditz Mogensen i sit projekt fra matematikvejlederuddannelsen på
Københavns Professionshøjskole. Projektet er nomineret til Lærerprofession.dk-prisen for årets bedste pædagogiske diplomprojekt.

I sit arbejde som matematiklærer og matematikvejleder er hun optaget af, hvordan faget kan være andet og mere end træning uden forståelse – for eksempel ved at bruge undersøgende matematik. Da hun arbejder på en specialskole for elever med autismespektrumforstyrrelse (ASF), ønsker hun at kigge nærmere på spændingsfeltet mellem en undersøgende tilgang med åbenhed og usikkerhed og en elevgruppe, der har behov for struktur og tydelige rammer.

I projektet spørger hun derfor: ”Hvordan kan undersøgende matematik tilrettelægges på en specialskole, så elevernes deltagelse understøttes, og hvilken rolle er det vigtigt, at jeg som matematikvejleder varetager i samarbejdet med de professionelle i arbejdet med at udvikle en undersøgende praksis?”

Didaktiske spørgsmål

Undersøgende matematik er primært udviklet og beskrevet i almenpædagogiske sammenhænge, blandt andet i KiDM-projektet. Når undervisningen foregår på en specialskole, melder der sig imidlertid nogle særlige spørgsmål i mødet mellem matematikdidaktik og specialpædagogik.

Karin Mogensen tager derfor udgangspunkt i sin egen praksis, hvor hun har rollen som både lærer og matematikvejleder. Hendes formål er nemlig ikke blot at undersøge en konkret undervisningssituation, men også at udvikle didaktiske erfaringer, som kan bidrage til refleksion og udvikling af matematikundervisningen på hendes egen skole, men også generelt til at blive klogere på, hvad der kan fungere i en specialskolepraksis.

Empirien i projektet tager udgangspunkt i to lektioner i en 1. klasse, hvor hun både har observeret eksisterende praksis med klassens lærer og to pædagoger som understøttende i undervisningen og også selv har gennemført undervisning med fokus på undersøgende matematik. Derudover har hun gennemført fagteamsamtale med en række matematiklærere, hvor erfaringer med undersøgende matematik er drøftet i forhold til elevernes deltagelse.

Fordeling af påskeslik

I Karin Mogensens lektion fik eleverne en opgave, der handlede om fordeling af slik til en kommende påskefrokost. Forløbet var struktureret i tre dele: fælles introduktion, elevaktivitet og fælles opsamling. I introduktionen brugte hun både billeder, fortælling og fælles samtale, hvor eleverne kunne stille spørgsmål.

I tilrettelæggelsen lagde hun vægt på visuel støtte, en tydelig og meningsfuld problemstilling samt mulighed for at arbejde konkret og undersøgende. Eleverne blev stillet en række spørgsmål som: ”Hvor mange børn er vi?”, “Hvor meget slik har vi?” og “Er der nok til alle?” Derudover blev eleverne opfordret til at tegne eller vise deres løsning, undersøge om alle fik det samme og tage stilling til, om der eventuelt manglede noget slik.

Som underviser havde hun fokus på at støtte elevernes deltagelse ved at stille åbne spørgsmål frem for at give svar, give dem tid til at afprøve egne idéer og tydeliggøre, at der kan være flere løsninger. I begyndelsen var elevernes reaktioner både engagerede og afventende; flere fulgte med i gennemgangen, mens enkelte afventede og orienterede sig mod de andre elever. I elevaktiviteten deltog eleverne i forskellig grad. Nogle havde behov for støtte for at komme i gang og fastholde arbejdet, mens andre deltog aktivt og forsøgte selv at finde løsninger. Der var også forskel på, om eleverne fastholdt deltagelsen undervejs; enkelte elever trak sig fra opgaven, mens andre fortsatte arbejdet og bidrog i gruppen.

Flere elever talte og brugte konkrete materialer, og nogle af dem foreslog forskellige løsningsstrategier, herunder at tælle og organisere elementer i grupper. I opsamlingen deltog eleverne i samtalen. Flere elever bød ind, og der opstod dialog i klassen. Nogle elever turde også sige noget, selvom de ikke var sikre på svaret, skriver Karin Mogensen.

En fælles forståelse

I projektets diskussion og perspektivering skriver hun, at arbejdet med undersøgende matematik i en specialskolekontekst ikke alene handler om didaktiske valg i den enkelte undervisningssituation. Det handler i lige så høj grad om, hvordan de professionelle omkring undervisningen skaber fælles rammer, fælles sprog og fælles forståelser, som kan understøtte elevernes deltagelse.


Når støtte og stilladsering gives forskelligt – herunder i samspillet mellem lærere og pædagoger – kan eleverne møde forskellige forventninger og forskellige former for hjælp. Det peger på, at det ikke er tilstrækkeligt at udvikle en undersøgende opgave; der er også behov for fælles aftaler om, hvordan de voksne understøtter elevernes arbejde, uden at overtage det, skriver hun.
Karin Mogensen egne erfaringer – fra både observationer og tidligere vejledningsforløb – peger på, at implementering af undersøgende matematik i høj grad afhænger af oplevelsen af ejerskab, tydelige roller og en fælles forståelse af opgaven.

Stort potentiale

Projektet viser, at arbejdet med undersøgende matematik ikke nødvendigvis fører til, at flere elever deltager, men at det ændrer karakteren af deres deltagelse.
”Når eleverne kan orientere sig i opgaven og deltage meningsfuldt ses ofte øget engagement og vedholdenhed. Det peger på, at undersøgende matematik i denne kontekst må tilrettelægges med en tydelig rammesætning, hvor struktur og genkendelighed er til stede,” skriver Karin Mogensen.

Hun pointerer, at undervisningen må tilrettelægges, så der både er plads til undersøgelse og arbejdes bevidst med stilladsering i alle tre faser – iscenesættelse, aktivitetsfase og fællesgørelse.

Karin Mogensen konkluderer, at ”undersøgende matematik i en specialskolekontekst ikke kan forstås som en metode, der implementeres isoleret, men som en didaktisk tilgang, der forudsætter bevidste valg i alle tre faser samt en balanceret sammenhæng mellem struktur og åbenhed.”

Samlet set viser projektet, at ”undersøgende matematik rummer et tydeligt potentiale for at styrke elevers deltagelse, men at dette i høj grad afhænger af, hvordan undervisningen tilrettelægges, og hvordan de professionelle samarbejder om at skabe deltagelsesmuligheder.”

Elevernes deltagelse i undersøgende arbejdsformer udvikler sig over tid, når de får mulighed for at opnå erfaring med arbejdsmåden, og når undervisningen tilrettelægges med tydelig struktur og systematisk stilladsering, skriver Karin Kolditz Mogensen.

”På den baggrund kan jeg konkludere, at min rolle som matematikvejleder er vigtig i arbejdet med at udvikle en undersøgende praksis. Rollen består til dels i at facilitere fælles refleksion i teamet, bidrage til en fælles forståelse af opgaven, samt at tydeliggøre de professionelles roller i undervisningen. Hvilket tilsammen kan understøtte, at arbejdet med undersøgende matematik udvikles som en fælles pædagogisk tilgang og bidrager til at skabe bedre betingelser for elevernes deltagelse.”

Hvem af de nominerede, der modtager prisen for årets bedste pædagogiske diplomprojekt, afsløres fredag den 20. november, hvor Lærerprofession.dk holder prisfest i København.

Læs projektet her: Undersøgende matematik i en specialskolekontekst.

Lærerprofession.dk præsenterer og offentliggør de bedste bachelorprojekter fra læreruddannelsen og de bedste pædagogiske diplomprojekter fra skoleområdet.

Et projekt indstilles af eksaminator og censor. Se indstillingsskema og tidsfrist på sitet.

Uafhængige dommere – lærere, skoleledere, skolechefer, undervisere fra læreruddannelsen og forskere -finder hvert år tre projekter, der tildeles priser. Læs om formålet og se dommerkomiteerne på Lærerprofession.dk

Lærerprofession.dk drives i fællesskab af Danske Professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen/Folkeskolen.dk. Projektet støttes af LB Forsikring, Gyldendal Uddannelse, Akademisk Forlag, Hans Reitzels Forlag, Forlaget Klim, Jydsk Emblem Fabrik A/S og Sinatur Hotel & Konference.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Prisnomineret: Brug undersøgende matematik og styrk specialskolelevers deltagelse, siger Karin

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS