Prisnominerede Lærke-Maria og Benedikte: En legende tilgang til emner som ondskab, lidelse og uretfærdighed i kristendomskundskab kan åbne for eksistentiel stillingtagen

”Hvorfor bliver Job ramt, når han er god?” ”Hvorfor hjælper Gud ikke?” Det er nogle af spørgsmålene, eleverne stiller, da Benedikte Dissing og Lærke-Maria Schmidt læser højt fra Bjarne Reuters bog ”Med Job som indsats”, som er en gendigtning af Jobs Bog. 

I religionsfaglig sammenhæng findes begrebet teodicé, teo betyder Gud og dicé kan oversættes som retfærdighed. Begrebet henviser dermed til spørgsmålet om Guds retfærdighed i mødet med lidelse, skriver Benedikte Kibsgaard Dissing og Lærke-Maria Schmidt i deres professionsbachelorprojekt fra Københavns Professionshøjskole. Teodicé udgør et religionsfagligt indhold, der inviterer eleverne til både at undersøge religion og forholde sig til grundlæggende spørgsmål om livet.

Deres interesse for at undersøge emnet udspringer ”af erfaringer med, at eksistentielt krævende emner ofte enten undgås eller behandles overfladisk i kristendomskundskab,”og deres problemformulering lyder:

”Hvordan kommer elevers eksistentielle stillingtagen til udtryk i et religionsdidaktisk undervisningsforløb om teodicé, hvor der anvendes legende arbejdsformer, og hvilke muligheder og begrænsninger rummer disse arbejdsformer for udviklingen af religiøs myndighed?”

Fokus på leg og undersøgelse

Undersøgelsen har udgangspunkt i et forløb på seks lektioner i en 6. klasse, og de har observeret undervisning, interviewet elever før og efter forløbet samt interviewet to lærerstuderende.

”Religiøs myndighed” var det overordnede dannelsesmæssige sigte med undervisningsforløbet, og der var fokus på bibelske fortællinger og kompetenceområderne livsfilosofi og etik. Det tekstlige afsæt var i Bjarne Reuters gendigtning af Jobs Bog, ”der oversætter fortællingens religiøse og eksistentielle spørgsmål til et sprog, der er tilgængeligt for mellemtrinnet uden af reducere kompleksiteten”, skriver Lærke-Maria Schmidt og Benedikte Dissing. For at skabe en tryg atmosfære i arbejdet med de eksistentielt krævende emner, lagde de vægt på legende og undersøgende arbejdsformer og udviklede forløbet ud fra en religionsdidaktisk designmodel, der kombinerer Playwheels åbne struktur omkring kristendomskundskabs kompetenceområder.

Måske vinder det gode lidt?

Forløbets ”progression bevæger sig fra elevnær undren og fælles fagsprog mod en tekstnær, kropslig og undersøgende tilgang til Jobs fortælling”, skriver Benedikte Dissing og Lærke-Maria Schmidt. Legen fungerer løbende som enmåde at ”åbne, bearbejde og kvalificere” arbejdet med teodicéproblemet på.For eksempel skal eleverne i 4. lektion arbejde med en ”kropsstation,” hvor de skal skabe frosne tableauer af fire følelser knyttet til personen Job: sorg, vrede, håb og tillid. I en anden øvelse skal de placere sig fysisk på en ”værdilinje” med ”enig” eller ”uenig” ved udsagn som ”Gode mennesker bør ikke rammes af onde ting” og ”Man kan godt være vred på Gud og stadig tro.”Undervejs spørger læreren, hvorfor de står, hvor de gør, og om de har hørt noget, der har fået dem til at tænke anderledes. En elev siger: ”Hvis man tror på Gud, må man vel godt være sur?” En anden siger: ”Jeg tror ikke, at gode mennesker kan undgå dårlige ting.”

I femte lektion er der en religionsdyst ud fra fortællingens afslutning, og her engagerer eleverne sig i de svære spørgsmål. Eleverne får et flag, de skal vifte med, når de vil sige noget. På spørgsmålet ”Vandt det gode over det onde?” reagerer flere grupper straks med flagene. En af grupperne mener ja, fordi Job får livet tilbage. En anden protesterer højlydt og peger på, at han stadig har mistet meget, og en elev siger: ”Man kan jo ikke bare få nye børn igen.” Her bliver klassen helt stille et øjeblik, før en anden elev tilføjer: ”Måske vinder det gode lidt, men ikke helt.” Flere udbryder ivrigt, at det ville de have sagt, og der viftes ivrigt med flagene.

Vi skulle tænke selv

Benedikte Dissing og Lærke-Maria Schmidt interviewede fire elever. ”Før-interviewene indfanger elevernes forforståelser af kristendomskundskab, deres oplevelse af faget og deres præferencer i forhold til arbejdsformer.” Fokus i efter-interviewene var, hvordan eleverne oplevede arbejdet med Jobs Bog og de legende arbejdsformer. En elev beskriver fx forløbet som ”ret anderledes – vi skulle selv tænke,” og beskriver de åbne spørgsmål i forløbet som ”lidt mærkeligt – men også ret spændende.” Alle fremhæver bevægelse og leg som noget positivt, hvor de i før-interviewet giver udtryk for, at faget er lærercentreret og opleves som mest stillesiddende.

Lærke-Maria Schmidt og Benedikte Dissing konkluderer, at de legende arbejdsformer rummer væsentlige didaktiske muligheder ved blandt andet at ”bearbejde fortællingens dimensioner æstetisk” og kræve tekstnære begrundelser. Eleverne var i forløbet undersøgende deltagere, men de legende arbejdsformer krævede en lærer, der kunne fastholde spørgsmåls åbenhed og give eleverne den faglige støtte, der gjorde det muligt at deltage, understreger Lærke-Maria Schmidt og Benedikte Kibsgaard Dissing.

Læs projektet her: Job som undersøgelsesrum.