Debat

PPR-psykologer drukner i kontoropgaver, der stjæler tiden fra at komme ud i klasselokaler og på lærerværelser, skriver tidligere PPR-psykolog Tine Mølgaard.
PPR-psykologer drukner i kontoropgaver, der stjæler tiden fra at komme ud i klasselokaler og på lærerværelser, skriver tidligere PPR-psykolog Tine Mølgaard.

Afgående PPR-psykolog: Vi skal have PPR væk fra skrivebordene og ind på lærerværelserne

Det gode samarbejde mellem lærere og PPR-psykologer opstår først, når faggrupperne får opbygget solide relationer. Det kræver tilstedeværelse.

Publiceret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

For nyligt fik jeg den mest vidunderlige overraskelsesreception på den skole, jeg har været tilknyttet som PPR-psykolog de seneste otte og et halvt år. Jeg havde valgt at opsige min stilling, men det var med vemod i hjertet, hvilket særligt skyldes det gode samarbejde, jeg har haft med skolens lærere, ledelse og pædagoger.

Som PPR-psykolog kan det tage lidt tid at komme ind i varmen hos lærerne. Alle de fine ord, jeg havde lært på psykologistudiet, gav mig som udgangspunkt ingen lærerværelsescredit – men det kunne godt lykkes at vinde deres tillid. Derfor føler jeg, mens jeg er på vej ud ad døren, mig nærmest forpligtet til at slå et slag for et simpelt hack til andre, der gør det muligt at indtræde i lærernes sagnomspundne ”circle of trust”.

Vi skal være til stede

Faktisk er det helt banalt: Vær til stede! PPR-psykologer og andre ikke-lærere skal ikke bare være sådan nogle, der kun dukker op til møder. Jeg har haft stor gavn af at spise frokost sammen med lærerne og pædagogerne, været nysgerrig på deres praksis, lyttet, budt ind, udfordret og undskyldt, når jeg har trådt ved siden af. 

Det har ikke handlet om en strategisk tilgang til samarbejdet, men snarere om en grundlæggende tro på, at det er vigtigt at opbygge gode relationer til dem, jeg skal samarbejde med.

Resultatet har været, at vi gennem årene har udviklet et meningsfuldt samarbejde, der har skabt mulighed for justeringer og nuancerede forståelser af de ting, der har bøvlet ude i klasselokalerne. Det er klart, at træerne ikke vokser ind i himlen, og jeg har som psykolog ikke haft i nærheden af den tid, som opgaverne har kaldt på, og lærerne har ikke de gode rammer, deres faglighed fortjener. Men det har ifølge lærerne ikke desto mindre gjort en stor forskel for dem, og dermed for børnene, at jeg har været så meget til stede på skolen.

”Men Tine, der er jo hele tiden udskiftning blandt psykologerne, så vi når aldrig at få den relation, du skriver om?” Jeg anerkender, at der for mange steder er store problemer med rekruttering og fastholdelse af psykologer i PPR. 

Men jeg vil simpelthen påstå, at meget også handler om, at PPR-psykologerne drukner i bestillinger af pædagogisk psykologiske vurderinger (PPV), psykiatrihenvisninger og andre kontoropgaver, der stjæler tiden fra at komme ud i klasselokaler og på lærerværelser. Det fører til stor frustration på skolerne, for det bliver svært at få samarbejdet til at fungere.

Styrk relationerne mellem PPR og lærerne

Omkring det tidspunkt, jeg blev ansat, blev økonomien på specialområdet lagt ud på skolerne, hvilket betød, at incitamentet til massebestilling af PPV’er med henblik på støttetimer ændrede sig, fordi skolerne nu selv hæftede økonomisk, hvis der blev peget på omfattende støtte. 

Samtidig fik jeg og mine kollegaer en PPR-ledelse, der så værdien i relationer mellem PPR-psykologer og lærerne. Vi blev hver især tilknyttet ét skoledistrikt, og vi blev støttet i, at vi skulle bruge så meget tid som muligt på at være tæt på undervisningen, frem for at bruge tiden på at skrive vurderinger, som ingen alligevel læste.

Efterhånden betød det, at vi fik nemmere ved at rekruttere psykologer, og de, der var der i forvejen, blev i længere tid af den simple grund, at det er en meningsfuld og motiverende måde at arbejde på, når man er i godt samarbejde faggrupperne imellem. Det skete selvfølgelig ikke natten over, og det betyder heller ikke, at vi ikke har haft løbende udskiftning, men stabiliteten og skolernes tilfredshed med PPR i min kommune har været tiltagende.

Det kunne andre lære noget af. Så inden jeg siger helt farvel - eller på gensyn - til skoleverdenen, er mit budskab til landets kommuner: Skab de rammer, der understøtter relationerne mellem PPR-psykologerne og skolernes personale, så de har tid og rum til at være sammen på skolerne. Voksne fungerer nemlig ligesom børn: Når relationen er på plads, bliver mulighederne for forandring og udvikling langt bedre.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk

Powered by Labrador CMS