Politikens svampebog

Man har hørt om bøger, der har ændret læsernes liv. Denne håndbog har gjort det helt bogstaveligt, idet et betragteligt udsnit af mine nærmeste blandt familie, slægt og venner formentlig kan takke en tidligere udgave for deres fortsatte gang på jord. Frygtløst og tillidsfuldt har de lagt gane og centralnervesystem til mine fund, omdannet til supper, omeletter og garniture til vildtretter.

I virkeligheden er det ikke så farligt. Antallet af alvorligt giftige svampe kan i Danmark opregnes til omkring et dusin, og heraf er nogle meget sjældne. Sætter man sig ind i svampefrugtlegemernes opbygning, er det umuligt at forårsage katastrofer, hvis man sammenligner kurvens indhold med illustrationer og beskrivelser i denne bog. De mange farvefotos viser flere eksemplarer af hver art, så man får en god fornemmelse af variationer i udseendet på forskellige stadier. I øvrigt er de vældig flotte, det er en rar oplevelse blot at bladre i bogen. En fremragende bestemmelsesnøgle gør det muligt at bestemme svampen efter udseendet i stedet for den korrekte, men meget besværlige metode med at begynde med at undersøge sporestøvets farve.

Men hvorfor en ny udgave, når den gamle nu var så god? Jo, for svampebøger skal man forny med mellemrum. Forskningen er intens, og man skal ikke snyde sig selv for opdateret viden for eksempel den, at svampe ikke længere medregnes til floraen. De har nu deres eget rige, funga, parallelt med flora og fauna.

Desuden er en del arter blevet omdefineret mellem år og dag. Som almindelig netbladhat, der i ældre bøger angives som spiselig. Den er i virkeligheden dødeligt giftig, hvis man indtager et vist kvantum.

Det er ikke tilrådeligt at lade eleverne samle svampe med henblik på at spise dem. De kan sagtens lære det, men man risikerer at inspirere til, at de demonstrerer deres nye, usikre viden i andre sammenhænge, uden håndbøger og vejledning. Men en tur i skoven og en god indføring i svampenes fascinerende verden må høre til ethvert skolebarns efterårsoplevelser.