Den gl. red. bryder sig ikke om, at der er for mange fork. her i bladet. Fx er det forbudt at skrive CKF, DPU, KL osv., & han retter bl.a. også fork. som AFEL o.l., men det er vist mest, fordi han ikke bryder sig om det, de står for.
Det er f.s.v. ok ikke at ville have fork. i et blad. DS, i.e. Dansk Sportsdanserforbund, skal jo ikke forveksles med nogle af de p.t. øvr. 4 org., der bruger sm. fork. (Det drejer sig om DS, DS, DS og DS).
Det er med forkortelser som med Benny Andersens kvinder: Det er besværligt med, men uden går det slet ikke. Hvis man absolut vil bruge dem - forkortelserne altså - skal man i det mindste bruge dem rigtigt. Derfor er det velkomment, at der nu foreligger denne glimrende opslagsbog, hvor man har gjort sig umage for at forklare bogstavophobningerne i FN's underorganisationer, idrætsforbund, udenlandske tv- og jernbaneselskaber og meget andet samt almindelige og ualmindelige forkortelser fra jura- eller musikterminologien, kemiske forbindelser og så videre.
Man kan også gå den anden vej og finde de korrekte forkortelser for eksempelvis 'afgrødeenhed' (a.e.), 'bahrainsk dinar' (BHD) eller 'søndag efter helligtrekonger' (s.e.h. 3k.).
Undervisningsverdenen er repræsenteret i bogen med vekslende konsekvens. Der rodes lidt rundt i betegnelserne for de institutioner, der blev sluttet sammen til DPU, Danmarks Pædagogiske Universitet, og uc2 er slet ikke med. Man skal ellers være hardcore sprogrøgter for at skrive 'Udviklingscenteret for undervisning og uddannelse af tosprogede børn, unge og voksne', hver gang man vil omtale denne udmærkede institution.
Der er også blevet plads til en lille gennemgang af chat- og sms-forkortelser, herunder smileys. Så nu kan vi se, hvad de unge mennesker skriver på deres mobiltelefoner. F1 nok!
Politikens Forkortelsesordbog
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.