Poesipolemik

Bogens omslag bærer et billede af en bro, og som læser tænker man umiddelbart, om bogen er broen mellem titlens to verdener. Men allerede på side 9 (ud af de 575 sider) finder man dog ud af, at det ikke er tilfældet, tværtimod!

Bogen er polemisk i sin form med glimt af essayistiske passager, hvor kapitel 34 kan fremhæves for sine spændende filosofiske tankerækker omkring det danske firkløver: modersmål, fædreland, konge og folk. Bogens centrale påstand er, at den ene verden, den traditionelle danske skoletradition, ”med filosofi, historie strømmende ind og ud af institutionerne” synes at bukke under for den anden, ”Ny Nordisk Skole, et land af mellemledere og et mærkeligt indholdstomt sprog”.

Konkurrencestatens behov og en flok navngivne håndlangere, i bogen kaldet Danmarks Pædagogiske Oligarki, står bag, forstås det. Bogen er skrevet i jegform, og dens metode er en meget detaljeret research rundt i en uendelig række ældre og nye artikler, debatindlæg, interview, essays og videnskabelige værker, som forfatteren bruger til at underbygge sin pointe.

I perioder bliver man som læser næsten rundtosset af de mange tråde, som forfatteren ønsker at binde sammen i sin påvisning af den anden verdens angreb på den første, og af et voluminøst persongalleri med Antorini, Marie Krarup, Søren Kierkegaard, Jens Rasmussen, Lars Qvortrup, Erik Schmidt, Ove Kaj Pedersen, Grundtvig og Per Fibæk Laursen for blot at nævne en brøkdel.

Hvad der måske i virkeligheden distraherer ens forståelse af sammenhængen i argumentationen, er den - efter anmelderens smag - meget subjektive og postulerende skrivestil, forfatteren anvender. Det er her, man kan blive i tvivl om bogens virkelige anliggende. Er det forfatterens oprigtige bekymring for overgreb på den danske skoletradition, der driver ham til sin imponerende og nørdede detaljerigdom, eller er der noget andet på spil?

Et eksempel: Efter en refleksion over begrebet bæredygtighed, fra åndsfriheden, fordybelse i ordenes og tingenes egenart, tager forfatterens oratoriske selvsving fart, og vi ender med bæredygtighed ”som den dybeste kærlighed, den længste historie, den saftigste rytme og det vådeste kys. Det er det største palads på det solideste fundament. Genskabelsen af Danmark” (fra side 239). Hm, ud over at det er ganske underholdende skrevet … hvad er så  hensigten her?

Jeg får afsmag, når navngivne personer uden videre tilskrives dette og hint, at forfatterens referater fra møder flere steder fungerer som en verbal kødhakker af andre menneskers ord og handlinger. Professor Jens Rasmussen blev interviewet i bladet "Asketisk" og fremlagde sit syn på dannelse i skolen. Forfatteren spørger i bogen side 173: ”Og hvorfor er intervieweren Claus Holm ikke mere kritisk, end han er? Det er nok fordi, at Holm er […] medskribent på "Viden om uddannelse", som er Rasmussens manifest fra 2007”. Hvad tjener denne passage til?

Bogens værdi som historisk collage skæmmes af de useriøse benspjæt, som forfatterens fortolkninger udgør. En stor mængde data er i sig selv ikke garant for et validt indlæg i debatten. Her er mislyde omkring forfatterens reelle budskab og behandling af data. Lidt a la: Morlille kan ikke flyve, en sten kan ikke flyve, altså er morlille en sten.

Omvendt, hvis man er til insiderfortællinger om udvikling af skolelovgivning og magtspil i den pædagogiske kulisse, momentvis poetisk og humoristisk behandling af vigtige pædagogiske spørgsmål som ”Læreren er som en væverske, der tålmodigt vifter fikse evidensideer og asiatiske ideer væk”, ja, så vil man nok klukgrine en gang imellem. Bogen er en kæmpemundfuld, og man kan komme til at forspise sig.