Poesi for Pap-familier

Børn og voksne har til stadighed brug for litterære udfordringer, og det må man sige, at vi har fået med denne digtsamling om det moderne familieliv. Umiddelbart vil man tro, at bogen er tiltænkt små børn, fordi den er så gennemillustreret. Men der tager man fejl. For den er fyldt med rim, der indeholder en masse lange og svære ord. Den er i alt fald ikke til selvlæsning for de små klasser, men måske nok til oplæsning, hvis man bagefter smager på de besværlige ord og snakker sammen om dem. Ellers er det umiddelbart en bog, der vil kunne bruges fra 3. klasse og opefter, da det at lege med sproget og rimene er noget, vi helst ikke skal vænne os af med - nogensinde.

Selv om de flotte tegninger indgyder hygge og idyl, er indholdet langtfra harmonisk. Der er masser af sorg og smerte på næsten alle sider i bogen, og vi kommer langt omkring med mange vigtige emner. Vi hører om mors voksende numse og om skilsmissebarnet, der rives midt over, mens forældrene skændes, og den nye pap-far, der bliver præsenteret. Der debatteres alder, generationskløft, socialklasser og sprogets mangfoldighed. Selv Gud, religiøs tro og livsfilosofi bliver berørt. Det samme bliver vores narcissistiske tidsalder med eksotisk navneskik og det at ville være stjerne og berømt.  

Vi er kommet langt væk fra, at vore børn skal skærmes for hverdagens realiteter, og det må også kunne aflæses i børnelitteraturen. Jeg blev derfor meget begejstret, da jeg læste denne bog, og vil varmt anbefale den til alle og enhver - stor som lille. Barnet skal kunne genkende den verden, det møder - i al sin mangfoldighed.