Petrea

Fars lejlighed, torsdag eftermiddag. Du har styr på din punkede stil. Din mor er ankommet i sin beige spadseredragt for at stjæle dørskiltet, fordi hun ikke bor her mere. Hun vælter din og fars to uger gamle opvask ned over sig og går i bad for at vaske ketchup og pomfritter af. Og så valser din snalrede far ind ad døren med en utjekket dame, du ikke har set før. Og som du heller ikke har lyst til at se igen.

Og det kommer du heller ikke til. For damen skal have tømt den ølfyldte blære og løber ind i din nøgne mor, der skrigende og uden en trævl på kroppen jagter hende ud af lejligheden og ned ad alle trapperne.

Du er 12 år. Men du er fandme den eneste nogenlunde fornuftige med bare lidt styr på tingene i dit liv.

Sådan er det, hvis du er Petrea. En tjekket og eftertænksom pige, der tager skeen i egen hånd og handler for at få skabt et nogenlunde ordentligt liv for sig selv, et halvt år efter at mor er flyttet ud til et flødefarvet hus i Farum, mens far lader kaosset i lejligheden på Nørrebro vokse og vokse.

Da far siger sit lærerjob op for at leve et liv helt uden forpligtelser i et omrejsende tivoli, må Petrea vælge.

Realistisk fortælling med knald på begivenhederne, der vælter ind over Petrea. Sproget er ikke i sig selv interessant, men det er handlingen og Petreas refleksioner over, hvordan hun skal vælge at forholde sig til den. Hvis jeg var 12 år igen, ville jeg glæde mig til næste bog i serien.