”Som pensionister skal vi turde formulere os og blande os i politik. For som pensionister har vi en anden frihed end lærere i arbejde – vi kan tillade os at sige nogle ting, som de arbejdende lærere ikke kan, og vi har måske også mere tid.”
Sådan lyder det fra 83-årige Bjørn Helstrup, der sammen med sine fire øvrige medlemmer af pensionistgruppen i Fredensborg Lærerkreds, gik til kamp for skolernes ret til selv at bestemme, hvilke emner de må debattere til skolevalget.
En kamp, der endte med, at byrådet i Fredensborg i september besluttede, at det altid er op til de enkelte skoler at beslutte indholdet af undervisningen – også når det gælder for skoler, der deltager i Skolevalg 2026.
Åbent brev til byrådet
Normalt forbinder man de lokale afdelinger af fraktion 4 – pensionisterne i Danmarks Lærerforening med hyggelige, sociale og kulturelle arrangementer og ture for de pensionerede medlemmer.
Men da Bjørn Helstrup læste om beslutningen i Folketingets Præsidium om at udelukke emnet ”Anerkend Palæstina som selvstændig stat” som mærkesag til skolevalget, blev han simpelthen så provokeret.
Han fik engageret resten af pensionistgruppen, og med henvisning til både DLF-formand Gordon Ørskov Madsens udmeldinger om sagen og Aarhus Kommunes afgørelse om, at skolerne selv må bestemme, hvilke emner de drøfter til skolevalget, fik gruppen formuleret et åbent brev til samtlige politikere i Fredensborg Kommune.
Overskriften på det åbne brev lød: ”Skolevalgsbeslutning – hvilken demokratiopfattelse har byrådet i Fredensborg?” I brevet opfordrede pensionistgruppen byrådet til at tage en drøftelse af skolevalgets emner og træffe en beslutning magen til Aarhus.
I brevet fremhævede de vigtigheden af lærernes metodefrihed og lærernes rolle i at facilitere åbne og nuancerede samtaler om komplekse emner.
Derudover vedhæftede de et debatindlæg, hvor Claus Holm, leder af Danmarks Pædagogiske Universitet, Aarhus Universitet, skelner mellem to demokratiopfattelser: den homogene samtale – lig med ensretning og den heterogene samtale – lig med mangfoldighed og uenighed.
”Til efteråret er der kommunalvalg – lad borgerne – unge såvel som gamle – vide, hvilket demokratisyn, vores byråd står for,” lød den afsluttende sætning i brevet.
Bland jer politisk
I hele processen har pensionistgruppen fået opbakning fra kredsformand Annette Hansen-Jacobsen, der blandt andet kom med ideen om at tilføje Claus Holms debatindlæg til det åbne brev.
Ifølge Bjørn Helstrup gav det brevet en anden værdi, at de var fem medunderskrivere med navns nævnelse og så tilføjet ”Medlemmer af pensionistgruppen i Fredensborg Lærerkreds, DLF.”
”Det giver en helt anden tyngde, at vi skriver under som fraktion 4, og vores henvendelse til byrådet er en opbakning til vores forening, fordi vi lægger os i slipstrømmen af det, Gordon meldte ud om sagen,” forklarer Bjørn Helstrup.
Han opfordrer andre lokale pensionistgrupper af Danmarks Lærerforening til at blande sig politisk, når det giver mening.
”Det ville da være en fryd, hvis andre kunne blive inspireret – og tog sagen om skolevalget op,” siger Bjørn Helstrup.
”Vi pensionerede medlemmer skal jo ikke skrive til byrådspolitikere i tide og utide, men i sager om skole af samme kaliber som den med skolevalget, giver det rigtig god mening, at vi pensionister blander os,” mener han.
Skolerne blev sat fri
Brevet fra de pensionerede lærere fik to byrådspolitikere til at stille et forslag, hvor de bad byrådet tage stilling til, om Fredensborg Kommune støtter lærernes metodefrihed og elevernes ret til at debattere alle emner.
Forslaget blev først stemt igennem Børne- og Skoleudvalget og siden sendt videre til byrådet. Da punktet var på dagsordenen i byrådet, havde stort set alle byrådsmedlemmer en kommentar til emnet, og det endte med en bred opbakning fra alle partier.
”Vi er meget tilfreds med resultatet, fordi vi fik sat skolerne fri i forhold til emnevalg og samtidig fik en lang, seriøs debat om demokrati,” siger Bjørn Helstrup.
Helt konkret betyder beslutningen, at det nu er op til de enkelte skolers bestyrelse, ledelse og lærere at beslutte, hvad der kan indgå i undervisningen i forbindelse med skolevalget.
De forskellige ungdomspartier følger dog beslutningen fra Folketingets Præsidium, så under debatterne blandt ungdomspartierne er emnet om Israel-Palæstina konflikten fortsat udelukket.
Pensionerede lærere gik til kamp: Nu må skoler i Fredensborg også debattere Palæstina til skolevalget
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.